Byggeriets Årsdag 2022
Torsdag den 5. maj afholdt DI Byggeri Byggeriets Årsdag, hvor hele byggeriet var samlet til at sætte fokus på bæredygtighed og grøn omstilling i bygge- og anlægsbranchen. Ligesom dagen gav et indblik i den verden, vi nu befinder os i som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Herunder kan du se billeder af dagen.
På dagen var medlemmer, samarbejdspartnere og beslutningstagere samlet i København, Vejle og online for sammen at kaste et blik på fremtidens bygge- og anlægsbranche.
Vi fik budt velkommen til DI Byggeris nye direktør Anders Stouge, der åbnede årsdagen ved at fortælle om det arbejde, der ligger foran hele branchen, når vi ser ind i bæredygtighed, grøn omstilling og nye krav og regler fra både politisk side, bygherre og forbrugere.
Det blev også velkommen til den nyudnævnte indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen, da han deltog på dagen, og satte fokus på vigtigheden af bæredygtighed og grøn omstilling i byggeriet. Ministeren gav en status på den nationale bæredygtighedsstrategi i byggeriet og selvom vi allerede er i gang med den grønne omstilling, kommer der store forandringer i bygge- og anlægsbranchen fremover.
“Byggeriet står overfor store forandringer. Og det er en branche, der ser positivt på den grønne omstilling og gerne presser på for en hurtigere grøn udvikling,” sagde indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.
Derudover bød dagen på spændende oplæg fra cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen, politisk direktør i DI Emil Fannikke Kiær, advokat og underdirektør i DI Byggeri Louise Dahl Krath Jensen. Her blev der både talt betydningen af Ruslands invasion af Ukraine i et politisk og økonomisk perspektiv. Og vi hørte om, hvordan den grønne omstilling påvirker det juridiske ansvar i byggeriet.
Dagen bød også på et indblik i, hvad virksomhederne konkret gør, for at fremme den grønne omstilling og bæredygtigheden i bygge- og anlægsbranchen. Her hørte vi fra MT Højgaard Holding A/S, COWI, Per Aarsleff A/S, CG Jensen, Nordic Wood Industries og JDH-Byg.
Vi rundede af med et blik på, hvordan kommunerne kan være med til at løfte den store opgave, der ligger i byggeriet. Her var budskaberne bl.a. at stille større krav til bæredygtighed i udbudsmateriale samt et bedre marked for bæredygtige bygninger.