Foto: DI Byggeri

30.05.22 DI Byggeri Nyheder

Videoføljeton om konflikthåndtering

DI Byggeri sætter fokus på konflikthåndtering og har derfor søsat en videoføljeton, hvor en række medlemmer fortæller om, hvordan de forebygger, håndterer og risikominimerer potentielle konflikter på byggesager. Formålet er at inspirere branchen til en mere åben drøftelse af konflikthåndtering samt skabe en øget bevidsthed omkring konflikthåndtering.

Medlemmers måder at forebygge og håndtere konflikter på

Konflikter mellem to kontraktparter opstår jævnligt – også i byggeriet. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan konflikterne kan forebygges, minimeres og håndteres.

Dette spørgsmål har to af DI Byggeris medlemmer givet deres bud på i en serie af videoer, som du finder her.

I videoserien vil du møde:

  • Jørn Asmussen, direktør for kvalitet og rapportering i CG Jensen

  • Jakob Gjedde-Nielsen, advokat i NCC

Kontakt os, hvis du er interesseret i at fortælle om, hvordan du arbejder med at forebygge og håndtere konflikter.

En konfliktstrategi kan forebygge konflikter

Konflikter er et vilkår som erhvervsdrivende. Mange virksomheder har derfor - bevidst eller ubevidst – indarbejdet måder at forebygge, minimere og håndtere konflikter på i deres forretningsgange. Det er dog de færreste, som har nedskrevet en egentlig konfliktstrategi.

En konfliktstrategi bør indeholde en stillingtagen til, hvordan virksomheden vil håndtere de konflikter, som opstår i løbet af en byggesag. En konfliktstrategi kan eksempelvis tage højde for følgende:  

  • Hvordan forebygger vi generelt konflikter med vores samarbejdspartnere?

    • Hvordan italesætter vi ændringer og ekstraarbejder?
    • Skal der afholdes opstartsworkshops, hvor konflikthåndtering italesættes?
    • Hvilke succeskriterier skal der være til stede, før en byggesag er succesfuld for os?
  • Hvordan agerer vi proaktivt på konflikter, når de opstår, så konflikterne håndteres i tide?

  • Hvordan fordeler vi internt roller og ansvar – og på hvilket niveau skal uenigheder løses?

  • Hvor længe må en uenighed mellem os og vores modpart være uløst?

  • Hvordan løses uenigheder, der har ligget uløst i en bestemt længere periode?

  • Hvilke trin vil vi eller skal vi igennem, inden vi drøfter hurtig afgørelse/voldgift?

Hjælp til konfliktløsning i AB 18-systemet

En rets- eller voldgiftssag løber ofte over flere år og koster hurtigt på pengekontoen og typisk også på den personlige konto.

AB 18 indeholder et tvistløsningssystem, som lægger op til, at parterne for så vidt muligt skal løse tvisterne mindeligt uden at skulle igennem en voldgiftssag. Hvis du har aftalt AB 18, finder tvistløsningssystemet automatisk anvendelse. Du kan læse mere her. 

AB 18 giver bl.a. mulighed for, at en konflikt kan søges løst ved hjælp af mediation. Her deltager udover de implicerede parter en mediator. Mediatorens rolle er at sørge for at få givet de rette værktøjer til, at parterne selv finder frem til en løsning. Mediation har i mange tilfælde vist sig tilfredsstillende for begge parter, og kan indgå som en del af firmaets konfliktstrategi.

Det nye system giver også parterne mulighed for at få sagen afgjort ved brug af tvistløsningsværktøjet hurtig afgørelse. Meningen er her, at parterne får en afklaring af konflikten nu og her, så alle kan komme videre. Dette står i stor kontrakt til eksempelvis en voldgiftssag, der, som nævnt, ofte løber over flere år. Du kan læse mere om hurtig afgørelse her. 

Hvis du vil vide mere om konfliktløsning, kan du blive klogere her. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem velkommen til at kontakte DI Byggeris Erhvervsjuridiske afdeling på telefon 3377 3760. Kontakt os endelig på samme nummer, hvis du er interesseret i at fortælle om, hvordan du håndterer konflikter.

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning.

Relateret indhold