Foto: Femern A/S

31.08.22 DI Byggeri Nyheder

Nyt erhvervsfyrtårn for bæredygtigt byggeri og erhvervsudvikling

Den 1. september åbner det nye erhvervsfyrtårn for bæredygtigt byggeri og erhvervsudvikling med afsæt i Femern Bælt forbindelsen.

Virksomhederne har kastet sig ind i Danmarkshistoriens største byggeprojekt, Femern-forbindelsen, som kan blive til et nyt erhvervseventyr. Og det nye videns- og læringscenter i Rødby skal fra 1. september forene virksomheder og forskere om innovation.

Det har DI Byggeri bidraget til.

”Erhvervseventyret omkring Femern er allerede startet, og nu skal vi have det til at give afkast. Vi skal bruge den viden og de metoder, der skabes, så det gavner de mindre vækstvirksomheder. Videns- og læringscentret får en central rolle, fordi vi her kan lægge dagligdagen til side og øve os i at blive dygtigere til at bygge innovationssamarbejder og værdikæder,” udtaler DI Byggeris direktør Anders Stouge og fortsætter:

”Andre steder i verden er der også fyrtårnsprojekter i gang, og vi skal også forvente en stærk EU-regulering af området i fremtiden. Derfor er der behov for at træde på speederen og få værdikæden til at arbejde tættere sammen.” 

Derfor har DI Byggeri, i arbejdet med partnerskabsaftalen, lagt særlig vægt på at:

  • der er store muligheder for vækst og erhvervsudvikling inden for bæredygtigt byggeri og for at fremme udviklingen af bæredygtige løsninger, som også vil blive efterspurgt på fremtidens eksportmarkeder. Det skal bl.a. ses i lyset af, at EU-lovgivningen i stigende grad forventes at øge ambitionerne for bæredygtigt byggeri, eksempelvis med bygningsdirektivet, byggevareforordningen, energieffektiviseringsdirektivet mv.

  • erhvervsfyrtårnet også kan danne grundlag for afprøvning og brug af nye samarbejds- og aftaleformer mellem bygge- og anlægsbranchens parter, som kan bane vejen for brug af nye byggemetoder

  • erhvervsfyrtårnet skal styrke udvikling af bæredygtigt byggeri og bidrage til, at det bliver en ny grøn styrkeposition for Danmark. Det kræver en stærk virksomhedsinvolvering, og fokus på at understøtte virksomhederne i at udvikle nye grønne løsninger, materialer og byggemetoder i samarbejde med relevante vidensmiljøer. Det kræver ligeledes, at staten bidrager aktivt, herunder ved at arbejde for at fjerne barrierer for udviklingen

  • Danmark bliver førende inden for udviklingen af bæredygtigt byggeri, både i forhold til store infrastrukturprojekter, nye grønne byggerier, renovering af bygningsmassen, og andre grønne løsninger i byggeriet, som direkte eller indirekte kan bidrage til reducere CO2-udledningen fra byggeriet. Fokus skal dermed både være bæredygtighed i relation til f.eks. byggematerialer, byggeproces, bæredygtighed på byggepladsen, automatisering, aftaleformer og robotisering af byggeprocessen.

Relateret indhold