Foto: Getty Images

17.03.23 DI Byggeri Nyheder

Grusgravsvirksomhed får ophævet opsættende virkning af klage over gravetilladelse

Råstofvirksomheden Kudsk & Dahl, der driver flere grusgrave, har fået ophævet den regel, der bestemmer, at arbejdet skal ligge stille under en sagsbehandlingsperiode. Det er en stor sejr, mener DI Byggeri.

Kudsk & Dahl er en stor råstofvirksomhed i Sønderjylland, der driver flere grusgrave og står for en betydelig del af den samlede råstofforsyning i regionen.

Virksomheden havde gravetilladelser til en grav i Nørre Hostrup, der skulle til at udløbe, og derfor søgte de  om at få den fornyet i god tid. Faktisk for flere år siden.

Men pga. en klage fra en nabo, trak sagsbehandlingen ud, og da den nye tilladelse forelå, blev også den påklaget. Grundet reglerne om opsættende virkning ved en klage (at arbejdet skal ligge stille i sagsbehandlingsperioden) standsede Kudsk & Dahl aktiviteterne i sommeren 2022.

Herved blev store dele af betonbranchen og den øvrige anlægsbranche i Sønderjylland nødt til at hente materialer over lange afstande, eksempelvis Djursland.

DI Byggeri har været i løbende dialog med både Kudsk & Dahl og Regionen. I efteråret skrev regionsrådsformanden, Stephanie Lohse, til Erhvervsministeren om behovet for at ændre reglerne om opsættende virkning. Samtidig blev klagenævnet opfordret til at ophæve den opsættende virkning.

Det har klagenævnet nu gjort. Dette betyder at Kudsk & Dahl nu har genoptaget aktiviteterne i grusgraven i Nørre Hostrup.


En stor sejr

Klagen realitetsbehandles nu ved klagenævnet, men sagen om den opsættende virkning er en stor sejr, for den kan bane vejen for, at kommende klager lettere kan få ophævet deres opsættende virkning. Ændring af reglerne om opsættende virkning ved klage, er et af de forslag, som vil indgå i vores kommende udspil til en national råstofplan.

Den endelige afgørelse afventer nu sagsbehandlingen ved nævnet. Den kan vare mange måneder endnu.

Relateret indhold