NCC Industry A/S Råstoffer og GSV Materieludlejning A/S er nomineret til arbejdsmiljøprisen 2023
I DI Brancheservicecenter Byggeri, Arbejdsmiljø er vi stolte af, at vores medlemsvirksomheder NCC Industry A/S Råstoffer og GSV Materieludlejning A/S har opnået nomineringer ved årets prisuddeling.
Hvem der vinder prisen bliver afsløret den 24. maj 2023 når Arbejdsmiljørådet holder en temadag med fokus på en god start på arbejdslivet for unge og nyansatte.
Det er gratis at deltage. Læs mere om dagen her.
To år uden ulykker
I 2020 havde NCC Industry A/S Råstoffer en ulykkesfrekvens på 13 og satte derfor ekstra fokus på sikkerhed og ulykkesforebyggelse. Nu kan virksomheden fejre, at der de seneste 2 år ikke er sket ulykker med fravær.
Entreprenørvirksomhedens succes kan tilskrives tiltag som krav om indmelding af både positive og negative observationer samt nærved hændelser. Arbejdsmiljø og sikkerhed er derudover altid først på agendaen ved alle møder, og der bliver fulgt op med interne og eksterne audits. Ledelsen fortsætter dermed med at hæve ambitionsniveauet.
Arbejdsulykker reduceret med 80%
Siden 2019 har landets største materieludlejer af bygge- og anlægsopgaver GSV Materieludlejning A/S skabt en massiv reduktion i antallet af arbejdsulykker. Virksomheden har reduceret antallet af arbejdsulykker med 80%.
Med udgangspunkt i mottoet ”Mennesker før maskiner” har virksomheden iværksat en række tiltag med ambitionen om at få medarbejderne til at tænke egen sikkerhed ind i alt, hvad de gør. Tiltagene består blandt andet af obligatoriske sikkerhedskurser, en medarbejderapp til registrering af observationer af nærved-ulykker og risici samt generel oplæring af medarbejdere i virksomhedens DNA og sikkerhedskultur.
Tilmelding
Læs mere om NCC Industry A/S Råstoffer og GSV Materieludlejning A/S og de andre nomineredes arbejde her.
Tilmeld dig årets temadag onsdag den 24. maj 2023, hvor vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2023 kåres.
Kontakt
Ved spørgsmål, kontakt DI Brancheservicecenter Byggeri, Arbejdsmiljø på 3377 3377.