Grafik: Social- og Boligstyrelsen

26.05.23 DI Byggeri Nyheder

Mere viden om materialers klimapåvirkning skal fremme bæredygtigt byggeri

Ny kampagne fra Social- og Boligstyrelsen skal fremme EPD’er i den danske byggebranche

1. januar trådte nye klimakrav i kraft for at begrænse CO2-udledningerne fra nybyggeri. Kravene betyder blandt andet, at der skal laves en beregning af, hvor meget CO2 det enkelte nybyggeri udleder gennem hele dens levetid. Sådan en beregning kaldes en livscyklusvurdering (LCA).

Den mest præcise måde at gennemføre en LCA på er ved at anvende produktspecifikke miljøvaredeklarationer på byggevarer – de såkaldte EPD’er. EPD står for Environmental Product Declaration, og dokumenterer en byggevares miljøpåvirkninger, ressourceforbrug og affaldsgenerering igennem hele dens levetid.

Derfor har Social- og Boligstyrelsen netop lanceret en informationskampagne, der skal øge kendskabet til EPD’er og hvordan de anvendes.

”Gennem kampagnen, som er målrettet alle niveauer i byggebranchen, ønsker vi at udbrede viden og besvare spørgsmål om, hvordan EPD’er kan benyttes til at udregne bygningers klimapåvirkning. På denne måde klæder vi byggebranchen på til et mere bæredygtigt byggeri”, siger Berit Ipsen Hansen, kontorchef for Bæredygtighed i Social- og Boligstyrelsen.

I dialog med branchen om barrierer

Informationskampagnen, som er en del af national strategi for bæredygtigt byggeri, indebærer også en dialog med den danske byggebranche. Rambøll har således på vegne af Social- og Boligstyrelsen undersøgt de barrierer, som branchen møder i forhold til at udarbejde og anvende EPD’er. På den baggrund udgives nu en række informationsmaterialer til brug for branchen.

Informationsmaterialerne, der er målrettet alle dele af branchen lige fra mindre producenter til entreprenører, er tilgængelige på Social- og boligstyrelsens hjemmeside her

Der er ikke noget lovmæssigt krav om, at byggevareproducenter skal udvikle EPD’er for deres produkter.

Relateret indhold