Krav til mærkning af firmakøretøj
Ved du, hvordan du skal registrere dit firmakøretøj? Og hvem der har ansvaret for, at det bliver gjort korrekt? Læs med og får styr på kravene.
Siden 2013 har SKAT stillet krav om, at bl.a. entreprenørvirksomheder skal angive navn og CVR-nummer på deres køretøjer, hvis de udelukkende anvendes til erhvervsmæssig brug. Kravet blev indført for at skabe synlighed omkring udførelsen af sort arbejde.
Køretøjer med en tilladt totalvægt på mindre end 4000 kg
Ejer ens virksomhed en vare- eller lastbil med en tilladt totalvægt på mindre end 4.000 kg, skal virksomhedens navn og CVR-nummer fremgå af køretøjet. Mærkningen skal overholde følgende krav:
- Virksomhedens navn og CVR-nummer skal skrives med mindst 3 cm høje bogstaver og tal.
- CVR-nummeret kan skrives på samme linje, f.eks. ”CVR 12345678” eller på to linjer med CVR øverst og tallene nedenunder.
- Oplysningerne skal fremgå klart og tydeligt, og i en farve der tydeligt adskiller sig fra farven på køretøjet.
- Oplysningerne skal fremgå både på højre og venstre side af køretøjet.
- Oplysningerne må ikke påføres skilte el. lign., der kan fjernes fra køretøjet - oplysningerne må gerne påføres med selvklæbende plastfolie.
- Virksomhedens navn kan erstattes med dennes logo, såfremt dette tydeligt og entydigt identificerer virksomheden.
Køretøjer til godstransport med en tilladt totalvægt der overstiger 3.500 kg
Hvis ens virksomhed ejer et køretøj med en tilladt totalvægt, der overstiger 3500 kg, og som er omfattet af reglerne om godkørsel, stilles der tilsvarende mærkningskrav som ovenfor. Dog med den forskel, at navnet på virksomheden skal angives med mindst 10 cm høje bogstaver.
Hvem har ansvaret?
Det er som udgangspunkt den registrerede ejer af køretøjet, der bærer ansvaret for at opfylde mærkningskravene.
Hvis der er en registreret bruger af bilen, der er forskellig fra ejeren (som f.eks. ved længerevarende leasingaftaler), er det dog den registrerede bruger, der har ansvaret.
Overtrædelse af reglerne kan medføre bødestraf. Bødeniveauet for førstegangsovertrædelser er 5.000 kr.
Hvor kan jeg læse mere?
Læs mere på SKATs hjemmeside Firmanavn eller logo på vare- og lastbiler - Skat.dk og i bekendtgørelse om godskørsel
Kontakt
Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.