Er der indgået en aftale – og hvad skal det koste?
Kan du komme i tvivl om, hvilke regler der gælder, når en kunde mundtligt beder dig om at igangsætte et ekstraarbejde?
Når en kunde, f.eks. en bygherre, mundtligt beder en entreprenør om at igangsætte et ekstraarbejde, uden der er enighed om prisen, kan der opstå tvivl om, om der overhovedet er indgået en aftale – og i så fald hvad ekstraarbejdet skal koste.
Et eksempel fra byggepladsen
En kunde ønsker et ekstraarbejde udført og spørger entreprenøren, hvad arbejdet skal koste. Entreprenøren nævner en fast pris på 50.000 kr., som kunden finder for høj. Kunden meddeler, at man vil tænke over prisen men siger samtidig, at entreprenøren ”bare kan sætte arbejdet i gang”.
Dagen efter meddeler kunden, at entreprenørens pris kan accepteres. Entreprenøren har imidlertid været hjemme og regne og fundet frem til, at en fast pris på arbejdet vil blive 75.000 kr.
Kunden oplyser, at man kun ønsker ekstraarbejdet udført, hvis det kan udføres til den pris på 50.000 kr., der først blev tilbudt.
Dette rejser to spørgsmål:
- Er der indgået en aftale om ekstraarbejdet – selvom der ikke er enighed om prisen, og selvom der ikke foreligger noget på skrift (f.eks. en underskrevet aftaleseddel)?
- Hvis ja, hvad skal ekstraarbejdet så koste?
1) Er der indgået en aftale?
Ja, der er indgået en aftale om arbejdets udførelse som følge af bygherrens mundtlige igangsætning af arbejdet.
Selvom der ikke er enighed om prisen, og selvom der ikke foreligger noget på skrift, er der altså indgået en aftale, da mundtlige aftaler er lige så gyldige som skriftlige.
OBS: Som entreprenør skal man altid være opmærksom på, at man har bevisbyrden for, at der er indgået en aftale eller man er blevet igangsat. Det er derfor altid en god ide, at følge en mundtlig aftale op med en sms eller mail, da det gør det væsentlig lettere at løfte sin bevisbyrde.
2) Hvad skal ekstraarbejdet koste?
Ifølge aftalelovens § 3, stk. 2, skal et mundtligt tilbud accepteres ”straks” - dvs. inden samtalen er slut eller man går over til et andet samtaleemne.
Kunden kan derfor ikke kræve, at entreprenøren udfører ekstraarbejdet for en pris på 50.000 kr., eftersom kunden netop ikke accepterede prisen straks.
Da kunden ikke vil acceptere den nye pris på de 75.000 kr., må ekstraarbejdet udføres i regning.
Ved regningsarbejder skal kunden betale, hvad entreprenøren forlanger, medmindre kunden beviser, at entreprenørens pris er urimelig.
Kontakt
Har du spørgsmål til denne nyhed, eller har du brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.