Håndværkerfradraget er tilbage på Finansloven for 2025
Regeringen har netop indgået en aftale om Finansloven for 2025, som inkluderer genindførelsen af håndværkerfradraget - et vigtigt skridt mod en grønnere og mere robust fremtid for Danmark.
Håndværkerfradraget blev afskaffet i april 2022, men er nu tilbage med et særligt fokus på grønne investeringer. Regeringen har afsat 300 millioner kroner til et nyt håndværkerfradrag, der er målrettet grønne investeringer, og 100 millioner kroner til servicefradrag, som en del af BoligJobordningen.
"Der er masser at tage fat på ude i de danske boliger, og håndværkerfradraget vil gøre det billigere og langt mere tilgængeligt for boligejerne at energieffektivisere og klimasikre deres hjem," siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri.
Ved sidste års stormflod var mange boliger langs kysten ikke forberedte på at håndtere ekstremt vejr. Håndværkerfradraget kan hjælpe boligejerne med at tage proaktive skridt mod at sikre deres hjem mod fremtidige vejrkatastrofer.
Desuden står vi over for en bunden opgave med at energieffektivisere vores boliger. Dette er en omfattende opgave og ofte en stor investering, der vil betale sig over tid gennem markant lavere varmeregninger.
Et fradrag til eksempelvis nye vinduer, isolering eller ventilation kan reducere de økonomiske barrierer og gøre det muligt for flere boligejere at foretage disse nødvendige forbedringer.
Hos DI Byggeri er vi glade for, at håndværkerfradraget nu er en del af Finansloven for 2025. Dette er et skridt i den rigtige retning mod en grønnere og mere robust fremtid for Danmark.