12.11.24 DI Byggeri Nyheder

Rammeaftale om håndværkerydelser – ny vejledning

Har du oplevet udfordringer i udbud af rammeaftaler om håndværkerydelser med f.eks. kommunerne? Ny vejledning skal hjælpe dette samarbejde på vej.

Mange offentlige ordregivere (f.eks. kommunerne) har behov for løbende at få udført håndværkerydelser (murer, maler, tømrer m.fl.). Dette behov ses blandt andet opfyldt ved udbud af én eller flere rammeaftaler.

Det er en udbudsform, der ofte skaber stor opmærksomhed og interesse blandt håndværksvirksomhederne.

Det sker dog, at ordregiverne på den ene side er i tvivl om, hvordan et sådant udbud bedst muligt kan gennemføres, mens håndværkerne på den anden side undrer sig over nogle af de valg, som ordregiver har truffet.

Denne tvivl og undren har DI Byggeri forsøgt at komme til livs i en ny vejledning.

Ny vejledning

I vejledningen belyses nogle af de udbudsretlige, entrepriseretlige og kommercielle overvejelser, som man bør gøre sig i forbindelse med udbud af og tilbud på en rammeaftale om løbende håndværkerydelser. Disse overvejelser omhandler:

  • Om rammeaftalemodellen er den rette
  • Inddragelse af markedet
  • Valg af (de rigtige) udbudsregler
  • Eksklusivitet
  • Minimumstræk
  • Løbetid
  • Antallet af håndværkere på ”rammen”
  • Opdeling
  • Udbud på timepriser
  • Brug af AB-systemet

Find vejledningen her

Kontakt

Har du spørgsmål til vejledningen, eller har du brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.

Relateret indhold