Nye regler mod afskovning påvirker handel med træ og andre råvarer
Handler du med varer som træ og gummi? Så skal du sikre dig, at dine produkter ikke bidrager til skovrydning eller skovforringelse. Det kræver EU’s nye afskovningsforordning (EUDR), som træder i kraft fra årsskiftet.
Hvad er baggrunden for de nye regler?
De nye regler i EU’s nye afskovningsforordning har til formål at bekæmpe afskovning og skovforringelse, der har indflydelse på klimaforandringer og tab af biodiversitet. Med reglerne vil EU stille krav til virksomheder, der handler med særlige råvarer og produkter for at sikre, at de ikke stammer fra afskovningsområder.
Hvad betyder de nye regler for dig?
De nye regler kræver, at nogle virksomheder indfører en ”due diligence”-ordning. Det betyder, at man som virksomhed skal undersøge og sikre sig, at risikoen for at ens produkter bidrager til skovrydning eller skovforringelse er ubetydelig. Du skal kunne dokumentere hvor og hvordan produktet er produceret, og at alle relevante love i det pågældende land er overholdt.
Hvem er omfattet?
Reglerne gælder for alle, der importerer, eksporterer, producerer eller handler med bestemte produkter og råvarer. Det inkluderer træ, gummi, kaffe, kakao, kvæg, soja og palmeolie. Du kan finde en præcis liste over omfattede produkter i bilaget til reglerne: Bilag 1 – EUDR.
Reglerne gælder for store og mellemstore virksomheder fra den 30. december 2024. For små og mikrovirksomheder gælder reglerne fra den 30. juni 2025.
Sådan bliver du klar til de nye regler
For at forberede dig på de nye regler kan du se eller gense DI’s webinar om emnet her: EU’s forordning mod afskovning.
Du kan også finde svar på mange spørgsmål i Miljøstyrelsens omfattende FAQ: EUDR - Miljøstyrelsen. På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du også læse mere om forordningen og dine forpligtelser, der varierer efter størrelsen på din virksomhed og din placering i værdikæden.