Underdirektør i DI Byggeri Louise Dahl Krath Jensen er positiv over udviklingen i sagen.

12.09.24 DI Byggeri Nyheder

Administrativ byrde trækkes tilbage efter pres fra DI

Med virkning fra den 1. juli 2024 blev reglerne for registrering af brugere af køretøjer i Motorregistret ændret. Regelændringen medførte stor kritik, herunder fra DI Byggeri. Denne kritik har nu fået skatteministeren på banen.

De nye regler

Som bekendt trådte der den 1. juli 2024 nogle regler i kraft, der blandt andet betyder, at virksomheder – efter omstændighederne – skal registrere ansatte som sekundære brugere af virksomhedens køretøjer, herunder med den konsekvens at de ansatte risikerer at hæfte for eventuelle ubetalte periodiske afgifter.

Dette kan du læse mere om her.

Kritik af reglerne fra DI Byggeri

Dansk Industri, herunder DI Byggeri, har været og er meget kritisk over for regelændringen, blandt andet fordi den øger de administrative byrder for de virksomheder, der stiller biler til rådighed for deres ansatte.

  - Formålet med reglerne var at give myndighederne bedre mulighed for at identificere, hvem der har ført et givent køretøj i sager om vanvidsbilisme og andre overtrædelser af færdselsloven. Men i dette tilfælde helligede formålet ikke midlet, for det var en bøvlet administrativ byrde for alle de virksomheder, der stiller biler til rådighed for deres medarbejdere, siger Louise Dahl Krath Jensen, der er underdirektør i DI Byggeri.

Denne kritik er rejst over for skatteministeren i et skriftligt høringssvar.

Skatteministeren med ny udmelding

Den daværende skatteminister, Jeppe Brus, har – på baggrund af den rejste kritik – i en mail til Avisen Danmark af 28. august 2024 meldt ud, at han har besluttet at ændre reglerne, ”så arbejdstagere ikke længere skal registreres som brugere for arbejdskøretøjer”. Det kan du læse mere om her.

- Det er positivt, at problemet bliver løst, og at vi sammen med andre brancher i DI kunne råbe vagt i gevær. Vi fik dagligt henvendelser fra medlemsvirksomheder, der ikke kunne forstå meningen med reglen, og som så ind i en byge af administrativt bøvl, tilføjer Louise Dahl Krath Jensen.


Hvad nu?

Ved regeringsrokaden den 29. august 2024 blev Rasmus Stoklund ny skatteminister. Det er DI Byggeris klare forventning, at regeringsrokaden ikke ændrer på den tidligere skatteministers udmelding om, at der vil ske en ændring af reglerne, så arbejdstagere ikke længere skal registreres som brugere for arbejdskøretøjer.

En nærmere afklaring af præcis hvilke ændringer, der vil blive tale om, og hvornår de vil træde i kraft, foreligger endnu ikke.

Kontakt

Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.

Relateret indhold