DI ser positivt på forslag om at genindføre håndværkerfradraget
Regeringen vil afsætte 300 millioner kroner til at genindføre håndværkerfradraget med et fokus på grønne investeringer.
Håndværkerfradraget, der blev afskaffet i april 2022, er nu oppe at vende igen med regeringens forslag til en ny finanslov for 2025.
Med finanslovsforslaget vil regeringen afsætte 400 millioner kroner årligt fra 2025 til 2028 til BoligJobordningen, der er en samlet betegnelse for håndværkerfradraget og servicefradraget.
Forslaget bærer præg af ønsket om at sætte gang i den grønne omstilling og klimasikre danskernes boliger. 300 af de 400 millioner kroner er nemlig afsat til at indføre et nyt håndværkerfradrag, der er målrettet grønne investeringer, hvor de resterende 100 millioner kroner er afsat til servicefradrag.
DI ser positivt på regeringens fornyelse af BoligJobordningen med håndværkerfradrag og servicefradrag:
- Der er masser at tage fat på ude i de danske boliger, og håndværkerfradraget vil gøre det billigere for danskerne at energieffektivisere og klimasikre deres hjem, lød det fra Lars Sandahl Sørensen, da han kommenterede på finanslovsforslaget.
DI’s prioriterede forslag til finanslov for 2025
Forslaget om at forbedre BoligJobordningen med 400 millioner kroner årligt og med et særligt grønt fokus, var ligeledes en del af DI’s udspil med forslag til finansloven for 2025.
Udspillet tager udgangspunkt i tre overordnede områder: ”Fortsæt den grønne omstilling”, ”Styrk virksomhedernes konkurrencekraft” og ”Fokus på uddannelsesområdet”.