Nyt lovforslag giver markante forbedringer ved generationsskifte
Den 22. januar blev der fremsat et længe ventet lovforslag i Folketinget. Lovforslaget indeholdte de mest markante forbedringer af vilkår for generationsskifte i danske familievirksomheder, og det har et bredt politisk flertal bag sig.
Forslaget indeholder de mest markante forbedringer for familievirksomheder i 25 år, og det forventes at blive vedtaget i februar eller marts 2025. Det nye lovforslag indebærer en række vigtige ændringer, der skal gøre det billigere og mere forudsigeligt at overdrage familievirksomheder til næste generation.
Fra DI har vi i de senere år haft et målrettet fokus på at sikre, at danske virksomheder skal trækkes ud af skattekaos og få vished om prisen på et generationsskifte.
Her er de vigtigste hovedpunkter i lovforslaget
Skat af generationsskifte
Skattesatsen ved generationsskifte sænkes fra 15 pct. til 10 pct.
Virksomhedens værdi
Hidtil har den fastsatte værdi på familievirksomheden været vejledende for skattemyndighederne. Regeringen vil nu give virksomhederne et retskrav på værdien.
Mere konkret skal værdien fastsættes på den her måde:
- Virksomhederne får retskrav på en skematisk værdiansættelse, der lægger sig tæt op ad skematikken i aktie- og goodwillcirkulærerne.
- Denne værdi baseres på input fra de seneste fem regnskabsår.
- Levetid på goodwill (op til 15 år) fastsættes skematisk ud fra to variable: Det gennemsnitlige afkast på den investerede kapital og den gennemsnitlige omsætningsvækst (de seneste fem år).
- Værdien af goodwill antages fortsat at henfalde over sin levetid.
- Virksomheden har mulighed for at fravælge den skematiske værdiansættelse, hvis det kan godtgøres, at den skematiske værdi overstiger handelsværdien.
- I den skematiske værdiansættelse forenkles opgørelsen af værdien af virksomhedens goodwill, hvilket indebærer, at det såkaldte ”tillæg for udviklingstendens” udgår af lovforslaget.
Søskende bliver nær familie
Fra 2027 vil søskende blive betragtet som "nær familie" i forhold til både bo- og gaveafgift, hvilket letter generationsskifte yderligere.
Ejendomsvirksomheder fra passiv til aktiv
I familieejede ejendomsvirksomheder har fast ejendom har hidtil været regnet som en passiv investering. Det skal fremadrettet betragtes som en aktiv forretning. Dermed kan ejendomsvirksomheder overdrages med skattemæssig succession og til nedsat afgift.
Bliv klogere på indholdet
Du kan læse mere om lovforslaget her.
For at hjælpe virksomhederne med at forstå de nye ændringer, afholder Dansk Industri et webinar den 29. januar kl. 9-10. Du kan tilmelde dig her.
Vigtige datoer
- Forslaget forventes vedtaget i februar/marts.
- Den nye lov træder i kraft med bagudrettet virkning fra den 1. oktober 2024.