Foto: COLOURBOX

21.10.25 DI Byggeri Nyheder

Entreprisearbejder i regning?

Har du styr på reglerne for at arbejde i regning? Og hvad siger AB 18?

Kort fortalt 

  • Både kontraktarbejde og ekstraarbejder kan udføres som regningsarbejde – også kaldet arbejde ”i regning”.
  • Prisen på et regningsarbejde må ikke være urimelig.
  • Prisen i et overslag er ikke bindende for entreprenøren – men entreprenøren bør råbe op, hvis overslaget ikke kan holdes.

Hvornår kan arbejde udføres i regning? 

AB 18 bygger på en forudsætning om, at entreprenøren har afgivet et tilbud med en fast pris på en entrepriseopgave (kontraktarbejdet). Dette er dog ikke til hinder for, at det kan aftales, at opgaven udføres i regning, og dette uanset om AB 18 er en del af aftalen eller ej.

Efter AB 18 er udgangspunktet, at ekstraarbejder udføres som regningsarbejder. Tilsvarende gælder, hvis AB 18 ikke er aftalt. Entreprenøren kan give et fastpristilbud på ekstraarbejdet, hvis bygherren ønsker det, men entreprenøren er ikke forpligtet til det.

Prisen må ikke være urimelig 

Ved regningsarbejder skal bygherren betale det, som entreprenøren forlanger, medmindre bygherren beviser, at entreprenørens pris er ubillig, dvs. urimelig. Syn og skøn er ofte en nødvendig forudsætning for, at bygherren kan løfte sin bevisbyrde.

Selvom det er bygherren, der skal bevise urimelighed, skal entreprenøren dog samtidig kunne sandsynliggøre, at ikke mindst den opgjorte tid på arbejdet også rent faktisk er anvendt.

I den forbindelse bemærkes, at det i AB 18 fremgår, at entreprenøren ved faktureringen af ekstraarbejder i regning skal opgøre og specificere anvendte arbejdstimer, materialer og materiel. Dette indebærer bl.a., at hvis der faktureres forskellige timesatser for forskellige personer eller forskellige priser for forskellige materialer eller materiel, så skal dette fremgå.

Specifikationskravet i AB 18 må i vidt omfang antages at gælde for alle regningsarbejder, og uanset om AB 18 er en del af parternes aftalegrundlag.

Særligt om overslag

Selvom arbejdet skal udføres i regning, giver entreprenøren ofte bygherren et prisoverslag, inden aftalen indgås. Prisen i et sådant overslag er ikke bindende for entreprenøren.

Hvis entreprenøren under arbejdets udførelse kan se, at overslaget ikke kan holdes, skal bygherren oplyses om det. Gør entreprenøren ikke dette, kan det få betydning for en senere bedømmelse af, om prisen for arbejdet har været urimelig. 

Kontakt

Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Byggejuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.

Følg også med i LinkedIn-gruppen ”Byggejura – DI Byggeri” og få juridiske nyheder, afgørelser og tips direkte i dit feed. Anmod om deltagelse i LinkedIn-gruppen: her

Relateret indhold