19.11.25 DI Byggeri Nyheder

Køre- og hviletidsreglerne – gælder de for dig?

Hvis din virksomhed bruger køretøjer med en registreret tilladt totalvægt på over 3,5 tons, skal køre- og hviletidsreglerne som udgangspunkt følges - men der findes undtagelser.

Kort fortalt

  • Hvis virksomhedens køretøj (inkl. påhængs- eller sættevogn) er indregistreret til over 3,5 tons, skal kørslen som udgangspunkt tidsregistreres efter køre- og hviletidsreglerne.
  • I visse situationer kan kørslen være undtaget fra reglerne.
  • Manglende overholdelse af reglerne kan give bøder og medføre frakendelse af førerretten.

Hvornår gælder køre- og hviletidsreglerne?

Følgende kørsel er som udgangspunkt omfattet af køre- og hviletidsreglerne:

  • Persontransport med køretøjer, der er indrettet til 9 personer eller flere (f.eks. minibus eller bus),
  • Godstransport med køretøjer, hvis største tilladte totalvægt (ifølge registreringsattesten) inklusiv påhængsvogn eller sættevogn overstiger 3,5 tons.

Vil du læse mere om, hvornår køre- hviletidsreglerne gælder, så besøg DI Byggeri hjemmeside her.

Hvis din virksomhed er omfattet af reglerne

Er en kørsel omfattet af køre- og hviletidsreglerne, indebærer det bl.a. krav om daglig og ugentlig køretid og hviletid - og brug af takograf til registrering.

En takograf er et kontrolapparat, der kan registrere, at reglerne om køretid, pauser og hviletid bliver overholdt. Fra 2025 skal alle køretøjer, der udfører international transport, være udstyret med en “intelligent” takograf (generation 2).

Kort om undtagelserne

Selvom et køretøj overstiger den største tilladte totalvægt på 3,5 tons, kan en godstransportkørsel i visse tilfælde undtages fra køre- og hviletidsreglerne. Det gælder f.eks. i forhold til:

  • Transport af eget materiel, udstyr og maskiner
  • Transport af egenproducerede varer
  • Transport af entreprenørmaskiner for en entreprenørvirksomhed
  • Transport af færdigblandet beton (”betonkanoner”)
  • Transport i forbindelse med kloakering samt forsynings- og vejvedligeholdelse
  • Transport med køretøjer fremdrevet af naturgas, flydende gas eller elektricitet.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at en række betingelser skal være opfyldt, før en af de nævnte transporter/kørsler kan undtages.

Vil du læse mere om undtagelserne og betingelserne for, at de finder anvendelse, så besøg DI Byggeri hjemmeside her.

Læs mere om undtagelsesmulighederne i Færdselsstyrelsens vejledning om undtagelser fra køre- hviletidsforordningen (2023), som kan findes her.

Blandet kørsel

Hvis du i løbet af en dag veksler mellem kørsel, der henholdsvis er omfattet og ikke omfattet af køre- og hviletidsreglerne, skal al kørsel registreres, og den kørsel, der ikke er omfattet af reglerne, skal registreres som ”andet arbejde” i kontrolapparatet. Dette følger af køre- og hviletidsforordningens artikel 6, stk. 5.

Konsekvenser ved manglende overholdelse

Manglende overholdelse af køre- og hviletidsreglerne kan medføre bøde - og i grove tilfælde frakendelse af førerretten. Såvel virksomheder som chauffører kan straffes.  Fra 1. januar 2025 kan myndighederne kontrollere op til 56 dages køre- og hviletider (mod tidligere 28 dage).

Kontakt

Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Byggejuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.

Følg også med i LinkedIn-gruppen ”Byggejura – DI Byggeri” og få juridiske nyheder, afgørelser og tips direkte i dit feed.

Relateret indhold