Styr på tolerancerne – opdateret opslagsværk
Vi skal have styr på tolerancerne, når vi bygger. Det er nødvendigt for at aflevere høj kvalitet i byggeriet og undgå unødige tvister. DI Byggeri har derfor netop opdateret opslagsværket tolerancer.dk.
Byggebranchen har i mange år anvendt værktøjet Tolerancer.dk som opslagsværk til at få overblik over tolerancerne. Tolerancer.dk er grundlæggende en hjemmeside, der angiver alment accepterede tolerancer inden for byggeriet.
- Nu lancerer vi i DI Byggeri Tolerancer.dk i en ny og forbedret udgave. I den nye udgave er der generelt arbejdet med at øge brugervenligheden – beskrivelser og tegninger er gjort mere forståelige, ligesom der nu for alle tolerancer er henvisninger til, hvor de kommer fra, siger René Olsen, Chefkonsulent i det Byggetekniske team i DI Byggeri.
Endelig er der indført tolerancer, der anvendes som følge af DS 1140 Udførelse af bærende konstruktioner – almen kontrol.
På tværs af fag
Tolerancer.dk indeholder tolerancer for murer-, tømrer-, beton- og malerfaget.
Mange håndværkere har både inden og efter sit byggearbejde orienteret sig i, hvad der betragtes som alment accepterede tolerancer i branchen, og det har afværget mange tvister.
Tolerancer.dk er udviklet af DI Byggeri, men er et værktøj frit tilgængeligt for alle. Det kan både tilgås fra pc, Mac, tablet og mobiltelefon.
Løbende udvikling
Tolerancer.dk er en dynamisk platform med løbende behov for opdatering og udvikling. Den aktuelle opdatering af Tolerancer.dk er større end de fleste fremtidige opdateringer, og derfor indfører vi også en periode frem til 1. juni 2026, hvor vi samler tilbagemeldinger og kommentarer til den nuværende udgave af Tolerancer.dk.
Kommentarer og justeringer vil blive vurderet og gennemført herefter.
DI Byggeri arbejder på at få flere fag med i Tolerancer.dk, så der vil løbende komme opdateringer i årene fremover.
Kurser
I første halvår af 2026 vil DI Byggeri afholde kurser om tolerancer, herunder hvordan man bruger Tolerancer.dk bedst. Hold derfor øje med vores kursusudbud på hjemmesiden og i nyhedsbrevene.
Se vores kurser her
Tilmeld dig DI Byggeris nyhedsbrev her