09.12.25 DI Byggeri Nyheder

Politiforliget skal styrke kampen mod organiseret kriminalitet i byggeriet

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har indgået en aftale, der afsætter mere end 1 mia. kr. over fem år særligt til en forstærket indsats mod økonomisk kriminalitet.

DI Byggeri ser meget positivt på oprustningen og understreger behovet for, at en central del af indsatsen rettes mod organiseret kriminalitet i byggeriet – et område hvor der desværre forekommer alvorlig økonomisk kriminalitet.

- Sager om fakturafabrikker, kædesvig og miljøkriminalitet viser, at dele af bygge- og anlægssektoren desværre er inficeret af organiseret økonomisk kriminalitet. Derfor er det glædeligt, at politiet og anklagemyndigheden nu oprustes markant. Opfordringen fra DI Byggeri er meget klar: Benyt det som en mulighed for at angribe de organiserede kriminelles misbrug af byggeriet. Vi kan simpelthen ikke tillade os som samfund at de kriminelle får fodfæste i en branche, der er så vigtig for Danmark, siger branchedirektør Rasmus Brandt Lassen, DI Byggeri.

Styrket kontrol

Kampen mod organiseret økonomisk kriminalitet kræver ifølge DI Byggeri både flere ressourcer og styrket håndhævelse – også uden for normal arbejdstid:
- Der er jo tale om lyssky og ulovlige aktiviteter. De foregår ofte uden for almindelig arbejdstid. Derfor er der også brug for, at myndighederne – gerne i samarbejde – øger kontrollen, når de kriminelle er på arbejde, siger Rasmus Brandt Lassen.

For DI Byggeri er det desuden vigtigt, at de nye initiativer følges op af bedre muligheder for dataudveksling på tværs af myndigheder. GDPR skal ikke blive et skjold for forbryderne, og derfor vil DI Byggeri gerne indgå aktivt i dialogen om, hvordan dataudveksling kan styrkes, så indsatsen rammer de rigtige.

Endelig glæder DI Byggeri sig over etableringen af Forum mod Arbejdskriminalitet, som omtales i politiforliget, og hvor samarbejdet mellem myndigheder og arbejdsmarkedets parter skal styrkes:
- Opgøret med de organiserede kriminelle stopper nok aldrig, for de tilpasser sig løbende den aktuelle virkelighed. I DI Byggeri glæder vi os over etableringen af Forum mod Arbejdskriminalitet, for samarbejde er forudsætningen for at kunne tage kampen op med den organiserede kriminalitet. Vi deltager meget gerne med perspektiver fra bygge- og anlægssektoren, siger Rasmus Brandt Lassen.

Læs mere om aftalen her 

Relateret indhold