Den nyudlærte brolægger Ella skriver historie
Det var en historisk dag på brolæggeruddannelsen på NEXT, da landets kun 4. kvindelige brolægger, Ella Stevens Andreasen, modtog sit svendebrev sammen med fem dygtige holdkammerater.
De seks nyuddannede brolæggersvende har fejret foråret og deres færdiggjorte uddannelse med flotte svendeprøver og høje hurraråb. Oldermanden fra Brolæggerlauget i DI Byggeri, Claus Johnsen, var til stede for at overrække svendebrevene.
Det var især en speciel dag for den nyuddannede kvindelige brolægger, Ella Stevens Andreasen, som nu går en traditionelt mandsdominerede branche i møde:
- Jeg er klar over, at det er et opsigtsvækkende valg, jeg har taget, fortæller Ella, og fortsætter:
- Men jeg synes nu ikke selv, at det er så specielt. Jeg har det dog sådan – måske fordi jeg er kvinde – at belægningen skal være helt fin og stå lige præcist, som jeg vil have det, før jeg er tilfreds, slutter Ella, mens engagement og akkuratesse stråler ud af øjnene.
Faglærte brolæggere er en mangelvare
Der er stor efterspørgsel på faglærte brolæggere i hele landet, og det er en hårdt tiltrængt arbejdskraft, selvom der stadig er langt mellem de kvindelige brolæggere.
At se en nyuddannet kvindelig brolæggersvend er derfor ikke blot en inspiration for branchen, men også et skridt i retning af et mere inkluderende erhverv.
Diversitet er en vigtig opgave, og vi har derfor brug for rollemodeller som Ella. Vi skal have alle talenter i spil, herunder også kvinder. Stort tillykke til alle de nye brolæggere med de flotte resultater.
Fakta
Man kan blive brolægger på følgende fire erhvervsskoler i Danmark: NEXT Uddannelser København, Learnmark Horsens, Aarhus Tech og Roskilde Tekniske Skole.
Uddannelsen varer godt 3 år med en kombination af skoleophold og praktisk læring i en brolægningsvirksomhed. Efter endt uddannelse er der muligheder for videreuddannelse som bygningskonstruktør