Foto: Colourbox

06.06.25 DI Byggeri Nyheder

Frist 30. juni: Nu skal du indberette dit oplysningsskema til Skattestyrelsen

Alle selskaber, der følger kalenderåret, skal indsende deres oplysninger inden den 30. juni. Men det kan være svært at finde rundt i de specifikke regler og krav.

Det er vigtigt at vide, hvordan og hvornår du skal udfylde oplysningsskemaet og indberette skatteregnskab. Hvis fristen ikke overholdes, kan det blive både dyrt og tidskrævende. Det er derfor en god idé at få det gjort i god tid.

Husk at have oplysninger klar ved indberetning

Der er flere opgaver, der skal være på plads, før I kan oplyse selskabets resultat og øvrige oplysninger til Skattestyrelsen, bl.a.:

  • Lave årsregnskab og udlodde eventuelt udbytte
  • Indsende årsrapport til Erhvervsstyrelsen
  • Oplyse resultat og øvrige oplysninger til Skattestyrelsen på skat.dk.

Sørg for at have alle relevante oplysninger klar, når I påbegynder indberetningen af oplysningsskemaet. Det kan fx være regnskabstal, opgørelsen af den skattepligtige indkomst, filer til vedhæftning eller underskudsfordeling. I kan læse mere og logge ind her.

Husk at opdatere selskabets grundregistrering før I indberetter oplysningsskemaet

Det er vigtigt, at alle oplysninger er korrekte og opdaterede, inden I begynder indberetning af oplysningsskemaet. På selskabets Grundregistreringsside kan I tjekke selskabets grundoplysninger og eventuelle sambeskatningsforhold. Forkerte eller forældede oplysninger kan for selskaber med mere komplekse skatteforhold medføre fejl i beregningen af delperioder, særindkomster, sambeskatningsindkomster og underskud. Fejl i grundregistrering kan give problemer med at indberette oplysningsskemaet.  

Skattestyrelsen udstiller regnskabsoplysninger fra Erhvervsstyrelsen

Fra november 2024 udstilles en række regnskabsoplysninger fra Erhvervsstyrelsen på oplysningsskemaet for selskaber. Formålet er at lette indberetningen for selskaberne. I forbindelse med udfyldelse af oplysningsskemaet vil I blive mødt af siden ”Regnskabsoplysninger”, hvor I har mulighed for at verificere eller ændre regnskabsoplysninger fra Erhvervsstyrelsen. Hvis I vælger at godkende regnskabsoplysningerne, overføres de automatisk til oplysningsskemaet.

Global minimumsbeskatning (GloBE) og ny pligtregistrering (store selskaber)

Som noget nyt skal selskaber hvert år angive, om de er omfattet af reglerne for global minimumsbeskatning (Minimumsbeskatningsloven). Der er tilføjet to nye felter på oplysningsskemaet for indkomståret 2024, hvori det angives, om selskabet er en koncernenhed i en koncern med en omsætning på over 750 mio. euro årligt i mindst to ud af de fire sidste regnskabsår. Hvis selskabet er det, vil selskabet være omfattet af Minimumsbeskatningsloven. 

Felterne har nummer 540 og 540a. Felt 540a vises alene, når der er svaret med ”Ja” i felt 540.

I kan læse mere om GloBE her.

Skattetillægget er fordoblet

Fra 15. januar 2025 er skattetillægget fordoblet for selskaber, der ikke indberetter til tiden. Det forhøjede skattetillæg gør, at selskaber nu skal betale 400 kr. for hver dag, fristen overskrides. Dog højst 10.000 kr.

Husk at man ved inaktivitet automatisk logges ud af systemet

Der er mange oplysninger, der skal angives, og indberetningen kan tage lang tid. Når man har været inaktiv i systemet i længere tid, får man mulighed for at forlænge sessionen via et pop-up vindue. Hvis man ikke forlænger sessionen via pop-up vinduet, vil man automatisk blive logget ud af systemet.

Læs mere om hvordan du udfylder oplysningsskemaet, indberetter skatteregnskab og få yderligere vejledning her

Relateret indhold