De nye klimakrav til nybyggeri skal nu stå sin prøve
Efter næsten ét års spænding er de justerede klimakrav til nybyggeri nu en realitet, og det er tid til at tage dem i brug.
Klimakravene, som kom i 2023, har medført krav om udarbejdelse af LCA-beregninger for nybyggeri og overholdelse af en grænseværdi på 12 kg CO2e/m²/år for bygninger over 1.000 m².
LCA-beregningen dækker hele bygningens livscyklus og inkluderer processer som produktion af byggematerialer, drift af bygningen og nu også byggepladsen. Med de nye krav skærpes kravene og grænseværdierne yderligere.
Der har været meget snak omkring de justerede krav til nybyggeris klimapåvirkning, og flere har endda omtalt det som BR25, altså som et helt nyt bygningsreglement. Helt så dramatisk er det ikke, men der er tale om justeringer, der får en betydelig indflydelse på hele værdikæden.
Her er det vigtigste du skal vide om de nye krav
Nye grænseværdier for forskellige bygningstyper
Fra 1. juli vil forskellige bygningstyper have specifikke og særskilte grænseværdier, som skal overholdes.
Sænkning af CO2-grænseværdien
Den maksimale CO2-udledning for nybyggeri, som tidligere var 12 kg CO2e/m²/år for bygninger over 1.000 m², reduceres nu til gennemsnitligt 7,1 kg CO2e/m²/år, differentieres på baggrund af bygningstype og gælder også for mindre bygninger.
Dette er en markant ændring, som vil kræve præcis planlægning og udførelse af bygninger.
Omfanget udvides
Sommerhuse, ferieboliger og større tilbygninger bliver nu også omfattet af klimakravene.
Det er vigtigt at være opmærksom på dette, da erfaringsgrundlaget for LCA-beregninger er mindre for disse typer af bygninger.
Byggeprocessen inddrages
Byggeprocessen får sin egen særskilte CO2-grænseværdi på 1,5 kg CO2e/m²/år, uafhængigt af bygningstypen.
Dette betyder konkret, at affaldshåndtering, transport til, fra og på byggepladsen samt generel byggepladslogistik bliver vigtige fokusområder.
Strammere krav i fremtiden
Der er planer om yderligere stramninger og justeringer af klimakravene i 2027 og 2029. Vi ved endnu ikke præcis, hvad disse stramninger indebærer, men der er en klar forventning om, at renoveringer bliver et af de områder, kravene skal omfatte.
Dette kan byggebranchen allerede begynde at forberede sig på.
Hvad betyder de nye krav for byggebranchen?
De nye klimakrav stiller større krav til byggebranchen om at tænke i mere bæredygtige løsninger og materialer. Det kan betyde, at bygherrer og arkitekter skal:
- Vælge de rigtige byggematerialer i de rette mængder og anvende dem korrekt. De nye krav betyder ikke, at de byggematerialer vi bruger i dag, ikke kan bruges i morgen – vi skal blot bruge dem mere intelligent.
- Optimere byggeprocessen for at reducere CO2-udledning. 1,5 kg CO2e/m²/år er en meget ambitiøs grænseværdi, så det det er vigtigt at planlægge sin byggeproces grundigt og løbende holde nøje øje med LCA-regnskabet.
- Bruge genbrugsmaterialer, hvor det giver mening. Genbrugsmaterialer tæller nemlig ikke med i LCA-beregningen. Læs mere her.
- Samarbejde tæt med leverandører og entreprenører, særligt ift. data. Data bliver nøglen til at komme godt i mål med de nye krav – både ved at efterspørge data i tilgængelige formater og levere data i et håndterbart format. EPD’er spiller en vigtig rolle ift. at forbedre vores data gennemsigtighed.
Social- og Boligstyrelsen har fremlagt vejledning til de nye krav, som er nyttig at dykke ned i ved spørgsmål. Find vejledningen her
Vejledning for medlemmer
Som medlem af DI Byggeri har du adgang til vores webinarer, one-pager, personlig vejledning mm.