Forebyggelse er nøglen – lad os holde tyven væk fra byggepladsen og varebilen
Hver tredje medlemsvirksomhed i DI Byggeri har inden for det seneste år været ramt af tyveri eller indbrud fra varebiler og byggepladser, hvilket koster branchen op mod 278 millioner kroner årligt plus store skjulte omkostninger. En styrket forebyggende indsats kan beskytte jeres virksomhed mod økonomisk tab og projektforsinkelser.
Forestil dig situationen. Du kommer en morgen til din varebil og opdager, at den er blevet brudt op. Værktøjet er væk, indholdet er stjålet, og skaderne på bilen er betydelige. Men det er ikke kun værdien af de stjålne genstande, som rammer hårdt.
Tiden brugt på politianmeldelse, kommunikationen med forsikringen, indkøb af nyt værktøj og ikke mindst tabt arbejdstid på projekterne koster virksomhederne dyrt. De indirekte omkostninger er ofte skjulte og oversete, men de har en langvarig og negativ effekt på virksomheden.
Hver tredje bliver ramt – og omkostninger er store
Indbrud og tyveri i varebiler og på byggepladser er et voksende problem i Danmark, og de økonomiske konsekvenser er alvorlige. Derfor har DI Byggeri lavet en strategisk indsats for at kaste lys over omfanget og kommunikere om det – med interesse fra medierne til følge. Eksempelvis var BT i sidste uge med til at kaste lys på problemet bistået af DI Byggeri.
Omfanget er omfattende: 1 ud af 3 medlemsvirksomheder i DI Byggeri har oplevet indbrud eller tyveri det seneste år. I 2024 blev der registreret hele 105 indbrud om ugen i varebiler og på byggepladser. Værst ramt er Københavnsområdet, tæt efterfulgt af Nordsjælland og Sydøstjylland.
Forsikring og gode råd
Vidste du, at du gennem et medlemskab i DI Byggeri kan tegne fordelagtige forsikringer hos Gjensidige?
Du kan læse mere om fordelene her
Tal fra DI Byggeri viser, at bygge- og anlægsbranchen årligt mister i gennemsnit 278 millioner kroner som følge af tyveri fra last- og varebiler samt byggepladser over hele landet.
De direkte økonomiske tab er store, men de skjulte omkostninger er mindst lige så bekymrende. Mange virksomheder bruger et betydeligt antal timer på at finde gamle kvitteringer og dokumentation, lave politianmeldelser, kommunikere med forsikringen, genanskaffe værktøj og materialer samt planlægge og omrokere medarbejdere på projekter.
DI Byggeri estimerer på baggrund af konkrete eksempler fra medlemsvirksomhederne, at de indirekte omkostninger i gennemsnit udgør omkring 37.000 kr. pr. indbrud og tyveri – men de faktiske tab kan på den enkelte sag være langt højere end det, der refunderes af forsikringen.
Tyveri rammer mere end blot den berørte virksomhed
Tyveri rammer ikke kun den berørte virksomhed, når værktøjet eller maskinerne er blevet stjålet om natten. Det betyder forsinkelser, som i værste tilfælde kan påvirke et helt byggeprojekt med forsinkelser og fordyrelser som konsekvens.
Derfor er det afgørende, at vi intensiverer indsatsen mod indbrud og tyveri og skaber opmærksomhed om, hvordan vi reducerer omfanget og kommer tyvene i forkøbet.
Simple adfærdsændringer kan gøre en forskel
Små, men effektive forholdsregler kan gøre en stor forskel. Frederik Jespersen – indehaver af Jespersen Byg på Amager - har eksempelvis taget simple men effektive skridt efter sine oplevelser med indbrud: Han har fjernet logoet fra varebilen, udstyret den med ekstra låse og opdelt værktøjet, så tyvene ikke kan få fat i alt på én gang.
Det er konkrete eksempler på tiltag, som har besværliggjort tyvenes arbejde og hjulpet med at forhindre store økonomiske tab, heriblandt mistede kundeaftaler og arbejdsfortjeneste.
Men det kræver en ændring i adfærd – ikke kun fra virksomhedsejeren, men også fra medarbejderne. Det handler ikke nødvendigvis altid om store investeringer i alarmer og overvågning. Ofte kan små ændringer i adfærd have en stor effekt. Fx når du tænker over, hvor du parkerer din varebil eller maskinerne på byggepladsen.
Ved forebyggende tiltag kan du reducere risikoen og beskytte din virksomhed. Tyveri har store materielle konsekvenser, der ofte medfører forsinkelser i projekter og stigende omkostninger – noget som både kunder og medarbejdere vil mærke.
Opfordring til handling
Vi opfordrer på den baggrund virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen til at tage forebyggelse alvorligt. Derfor har vi i fællesskab iværksat en kampagne og et univers på Gjensidige.dk, hvor vi sætter fokus på at forebygge tyveri og indbrud i branchen med konkrete anbefalinger og rådgivning til, hvordan man kan komme i gang. Der er for meget at miste – både i økonomiske tab og tabt arbejdstid.
Det første råd er vigtigt: Engagér jer aktivt i at øge sikkerheden og beskytte jeres virksomheder mod tyveri.
Lad os sende et klart signal til tyven: Hold nallerne væk!