15.09.25 DI Byggeri Nyheder

Når tilbud og accept ikke stemmer overens

Har du styr på, hvad der gælder, hvis en accept ikke stemmer overens med det oprindelige tilbud? Læs mere og tilmeld dig vores webinar.

Kort fortalt

  • En part kan ikke ensidigt ændre vilkårene i en aftale
  • Et tilbud kan være accepteret ved igangsætning
  • Lær mere og deltag i Byggejura til morgenkaffen om aftaler

Uoverensstemmende accept

Aftaler er grundsten i bygge- og anlægsbranchen. Særligt spørgsmålet om uoverensstemmende accept kan give anledning til tvivl og konflikter på byggepladsen.

Når bygherre og entreprenør forhandler kontrakt, kan der opstå situationer, hvor en accept ikke stemmer overens med tilbuddet. Det gælder fx, hvis bygherre ”accepterer” tilbuddet, men tilføjer nye vilkår eller ændrer enkelte punkter i entreprenørens tilbud.

Det kan fx være, at bygherre ændrer på tiden, betalingsbetingelser eller pris. I denne situation taler vi om en ”uoverensstemmende accept”.

Anses som afslag på tilbud

Ifølge aftaleloven, anses en accept, der ikke stemmer overens med tilbuddet, som et afslag på det oprindelige tilbud, kombineret med et nyt tilbud. Først når det nye tilbud accepteres, er der indgået en bindende aftale.

Så hvis du har lavet et tilbud med afleveringsfrist den 1. december, og bygherre underskriver men retter afleveringsfristen til den 1. november, så er det et tilbud fra bygherres side om at indgå en aftale med den nye afleveringsfrist.

Det kan du vælge at gå med på – eller afvise. Hvis du afviser, er der ikke nogen aftale, og I må tale videre om de rigtige vilkår for jeres aftale.

Accept ved igangsætning

Det kan også ske, at bygherre sætter entreprenøren i gang med arbejdet, inden bygherre skriftligt har accepteret tilbuddet. Dette betyder i praksis, at bygherre ”stiltiende” har accepteret tilbuddet.

Hvis bygherre efter opstart herefter fremsender en kontrakt, der ikke stemmer overens med tilbuddet, vil entreprenøren kunne fastholde tilbuddets indhold i stedet.

Står du i en situation, hvor din aftalepart har fremsendt en uoverensstemmende accept, er det vigtigt, at du orienterer din aftalepart om, hvorvidt du ønsker at indgå aftalen på de nye vilkår eller ej.

Webinar: Byggejura til morgenkaffen

Kan du genkende ovenstående, eller kunne du tænke dig at lære mere om regler og rammer ved aftaleindgåelse?

Så tilmeld dig vores webinar Byggejura til morgenkaffen, der afholdes den 30. september kl. 8.30-9.00, hvor vi sætter særligt fokus på mundtlige aftaler.

Byggejura til morgenkaffen afholdes hver sidste tirsdag i måneden - programmet er sat til 30 minutter og foregår via Microsoft Teams.

Kontakt

Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Byggejuridiske Rådgivning på telefon 3377 3760.

Har du særligt interesse for den jura, der danner rammerne for bygge- og anlægsbranchen, kan du blive medlem af vores LinkedIn-gruppe Byggejura - DI Byggeri. I gruppen deler DI Byggeris Byggejuridiske Rådgivning løbende juridiske tips og tricks, de nyeste afgørelser og vejledninger samt juridiske nyheder fra branchen.

Relateret indhold