Foto fra HÅNDVÆRK-festival

18.02.26 DI Byggeri Nyheder

Det skal være sværere at være tyv – og lettere at være håndværker

Sikkerhed er for alvor rykket op på dagsordenen i byggeriet. På HÅNDVÆRK-festivalen 2026 stod DI Byggeri og Gjensidige Forsikring i fællesskab bag standen “Vi gør det sværere at være tyv – og lettere at være håndværker”.

Standen havde til formål at sætte fokus på de voksende udfordringer med tyveri og indbrud, som mange medlemsvirksomheder oplever. Over 4.000 fagfolk havde trodset sneen og lagde vejen forbi festivalen i Lokomotivværkstedet i København, og standen tiltrak stor interesse fra bl.a. udførende håndværkere og virksomhedsejere. 

Tyveri har store konsekvenser for branche og virksomheder

Ifølge DI Byggeris analyse oplever hver tredje medlemsvirksomhed, at tyveri rammer dem direkte, og på landsplan sker der i gennemsnit 15 indbrud i varebiler eller på byggepladser – hver eneste dag.

De økonomiske konsekvenser er betydelige: Gennemsnitligt udgør det direkte tab ved tyveri fra transportmidler 87.000 kr. pr. sag og 39.000 kr. ved tyveri fra byggeplads, baseret på faktiske forsikringsudbetalinger. Herudover kommer de indirekte omkostninger såsom tabt arbejdstid, administration, politianmeldelser og genanskaffelse, som ofte beløber sig til yderligere 40.000 kr. pr. tilfælde.

Det svarer til over 278 mio. kroner om året. Og tendensen er stigende.

Sikring i praksis: Løsninger og rådgivning på standen

På standen havde Gjensidige og DI Byggeri inviteret tre sikringsvirksomheder med, som kunne præsentere løsninger målrettet den udførende håndværkers hverdag:

  • Kooi viste mobile kameraovervågnings- og brandsikringsløsninger, der kan forhindre tyveri og hærværk på byggepladser.
  • Unisecure demonstrerede GPS-tracking, DNA-mærkning, flådestyring og avancerede låsesystemer, så både værktøj, varebiler og materialer kan beskyttes bedre.
  • iLOQ præsenterede digitale låsesystemer med fleksibel adgangsstyring og stor brugervenlighed, der fjerner behovet for mekaniske nøgler og gør det sværere for udefrakommende at få adgang.

Der blev under festivalen lagt vægt på, hvor vigtigt det er at tænke sikkerheden ind i dagligdagen. De præsenterede løsninger kan nemlig implementeres direkte, uden store administrative byrder, og gør det sværere for tyve – samtidig med, at håndværkerens arbejdsgange lettes.

Interessen var stor, og mange benyttede lejligheden til at søge vejledning om praktiske tiltag, der kan implementeres hurtigt og skabe øget tryghed og effektivitet.

Positiv dialog og fokus på fremtidige tiltag

De mange besøgende benyttede lejligheden til at drøfte konkrete udfordringer og fik rådgivning om, hvilke sikringstiltag der passer bedst til netop deres virksomhed.

Tyverisikring er ikke bare en ekstra sikkerhedsforanstaltning – det er en nødvendighed, hvis håndværksvirksomheder vil beskytte bundlinje og drift. Fokus på gode og let tilgængelige sikringsløsninger er derfor afgørende for at gøre hverdagen lettere, mere effektiv og mere tryg for hele branchen.

Gode råd: Sådan beskytter man sig selv og virksomheden

Hvis du er interesseret i at få mere viden, konkrete råd og vejledning om, hvordan du kan reducere risikoen for at blive ramt af tyveri, så kan du finde konkrete tips og vejledninger på DI Byggeri og Gjensidiges kampagneside her.  

Medlemsfordel

Samarbejdet med Gjensidige betyder, at medlemmer af DI Byggeri har adgang til fordelagtige forsikringsprodukter, der imødekommer netop byggebranchens behov. Yderligere information om mulighederne for dækning af virksomhed, materiel og medarbejdere kan findes her.

Relateret indhold