Historisk samarbejde skal sikre et opgør med kriminalitet i byggeriet
Nyt brancheforum mod kriminalitet i bygge- og anlægsbranchen lanceret på HÅNDVÆRK-festivalen skal give de kriminelle kræfter kamp til stregen.
Bygge- og anlægsbranchen står over for alvorlige udfordringer med organiseret økonomisk kriminalitet, arbejdsmiljøkriminalitet og systematisk udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Netop derfor blev et nyt, historisk brancheforum mod kriminalitet lanceret på HÅNDVÆRK-festivalen i Lokomotivværkstedet i København, hvor initiativet blev præsenteret under en debat med beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek og formand for 3F’s Byggegruppe, Claus von Elling.
Brancheforummet er etableret i et enestående samarbejde mellem DI Byggeri og 3F’s Byggegruppe, der nu går sammen om at udvikle løsninger, skabe overblik og støtte op om både myndighedernes og branchens egne initiativer mod kriminalitet. Målet er at sikre ordnede forhold og et stærkt fundament for fair konkurrence og trygge rammer i byggeriet.
DI Byggeris branchedirektør Rasmus Brandt Lassen fremhæver samarbejdets værdi:
- Med det nye brancheforum får vi én central aktør, der kan samle alle de mange gode idéer og indsatser. Vi skal udvikle løsninger og anbefalinger baseret på fakta og internationale erfaringer, så vi kan styrke både myndighedernes og branchens indsats i kampen mod kriminalitet.
Et markant signal om fælles ansvar
Brancheforummet har til formål at fungere som et solidt og vidensbaseret samlingspunkt, hvor virksomheder, arbejdsgivere, medarbejdere, myndigheder og eksperter arbejder tættere sammen end nogensinde før. Der nedsættes et advisory board, der skal sikre et solidt fagligt og praksisnært fundament for arbejdet. Initiativet sender et klart signal til alle aktører og politiske beslutningstagere om, at branchen tager ansvar og vil have handling.
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek understregede i debatten, at dygtige og veldrevne byggevirksomheder aldrig vil kunne konkurrere med kriminelle organisationer:
- Derfor er initiativet virkelig vigtigt, sagde han om det nye brancheforum og forsætter:
- I sidste ende handler det om, hvorvidt man kan opretholde sin virksomhed. Det er hvad der er på spil.
Beskæftigelsesministeren, der har gjort ordnede forhold i bygge- og anlægssektoren til en kernesag i sit virke som minister er helt klar over, at byggebranchen er og skal være fleksibel af natur:
- Men fleksibiliteten må ikke bruges som undskyldning for at snyde eller underbyde. Vi skal kunne gennemføre projekter effektivt, samtidig med at vi sikrer ordnede forhold og bevarer tilliden til branchen.
Ministeren understregede, at der i forbindelse med den nylige aftale om politiet er afsat 30 mio. kr. til bekæmpelse af arbejdskriminalitet, og i den forbindelse er det nye brancheforum et godt match.
- Langt de fleste virksomheder gør det ordentligt og tager ansvar for både arbejdsmiljø, lærlinge og sikkerhed. Men når nogle få snyder eller underbyder, rammer det hele branchen – både økonomisk og på omdømmet, sagde han og tilføjede:
- Det handler om at finde dem, der snyder. For dem, en tiltagende kriminalisering går ud over, er de gode virksomheder, som der er flest af.
Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe, supplerede:
-Vi har et fælles ansvar for, at byggeriets rammer er gennemskuelige og trygge. Med brancheforummet tager vi et fælles opgør med de kræfter, der underminerer vores omdømme og de værdier, vi bygger branchen på. Det er et nødvendigt opgør, hvis vi fortsat skal sikre et attraktivt, ansvarligt og udviklende arbejdsmarked for både virksomheder og medarbejdere.
Et stærkt strategisk afsæt for hele branchen
DI Byggeri har netop offentliggjort sin nye strategi, hvor det også står klart, at man vil se DI Byggeri tage nye, konkrete skridt, der demonstrerer et markant samfundsansvar – blandt andet netop gennem indsatsen mod organiseret kriminalitet. Det handler om at levere resultater, der kan mærkes både hos medlemsvirksomhederne og ude på byggepladserne. Det er brancheforummet nu et klart eksempel på.
For kriminaliteten i branchen gør det sværere at drive forretning. Enkeltsager om kriminalitet og dårlige arbejdsforhold skader branchens omdømme og gør det sværere at tiltrække samt fastholde de rigtige medarbejdere. Den udvikling skal brancheforummet være med til at sætte en stopper for.
En fælles investering og en stærk partner
Brancheforummet finansieres i fællesskab af DI og 3F’s Byggegruppe med et samlet budget på 13,5 mio. kr. Sekretariatet, der nu opbygges, kommer til at stå for dataindsamling, analyser, vejledninger og udvikling af relevante værktøjer – og for at indhente internationale erfaringer og udforme forslag til myndigheder og lovgivere.
Brancheforummet vil desuden blive en vigtig partner og sparringsaktør for de relevante myndigheder – ikke mindst gennem et tæt samarbejde med det nye Forum for Arbejdskriminalitet, der blev oprettet med det seneste politiforlig.
Branchen danner fælles front mod organiseret kriminalitet
Med lanceringen af det fælles brancheforum tager bygge- og anlægsbranchen et afgørende skridt mod at bekæmpe organiseret kriminalitet og styrke branchens omdømme. Branchen præsenterer med dette initiativ en aktiv tilgang, der forener ansvar, viden og handling.
Følg udviklingen, og læs mere om konkrete resultater og initiativer på DI Byggeris hjemmeside og i kommende nyhedsbreve.