24.06.26 DI Byggeri Nyheder

Byggeriet tiltrak mange tilskuere på Folkemødet

ByggePladsen på Folkemødet er bygge- og anlægssektorens fælles mødested. I 2026 dannede området ramme om mere end 65 debatter, sociale arrangementer, koncerter og praktiske byggeaktiviteter, der gjorde branchens bidrag til samfundet konkret for tusindvis af publikum.

ByggePladsen havde sin ilddåb på Folkemødet i 2024, og i 2026 markerede området sit tredje år som branchens fælles platform for dialog, innovation og møder på tværs. Under temaet “Fremtiden” samlede ByggePladsen igen aktører fra hele værdikæden og gjorde branchens samfundsrolle konkret for beslutningstagere, fagfolk, unge og nysgerrige gæster.

Gennem mere end 65 debatter, tre sociale arrangementer og tre koncerter blev der taget hul på både de store samfundsdagsordener og de svære samtaler i branchen – fra grøn omstilling, arbejdskraft og uddannelse til kriminalitet i byggeriet, teknologi, materialer og meningen med arbejdslivet.

- ByggePladsen er skabt for at give byggeriet en tydeligere og mere nærværende stemme på Folkemødet. Vi vil ikke kun tale om branchens udfordringer – vi vil også vise, hvordan byggeriet er en del af løsningen på nogle af de store samfundsdagsordener. Det glædede os derfor, at ByggePladsen i år tiltrak sig rekordmange besøgende, siger Esben Mortensen, chef for DI Byggeri regioner og projekter.

Ingen ByggePlads uden partnere

Ideen bag ByggePladsen er at give bygge- og anlægssektoren en tydeligere og mere samlet stemme på Folkemødet. Sceneområdet er blevet skabt et tæt samarbejde mellem DI Byggeri, STARK, Henning Larsen Arkitekter samt mere end 50 partnerorganisationer og virksomheder i 2026. 

- Ambitionen har været at skabe et sted, hvor branchen kan møde både politikere, fagfolk, unge og helt almindelige folkemødegæster i øjenhøjde. Derfor er ByggePladsen ikke tænkt som en traditionel scene, men som et åbent område, hvor samtale, faglighed og oplevelser hænger sammen, siger Esben Mortensen.

Ungdommen er også en central del af projektet. ByggePladsen skal gøre sektoren nærværende for unge og vise, at byggeriet handler om klima, teknologi, håndværk, fællesskab og muligheden for at gøre en konkret forskel. I samarbejde med TAMU bidrager unge på kanten af samfundet til opbygning og nedtagning af pladsen, så læring, praksis og cirkularitet går hånd i hånd.

- Hvis vi skal lykkes med fremtidens byggeri, skal vi også lykkes med at invitere de unge ind. ByggePladsen viser, at branchen rummer både håndværk, teknologi, klimaansvar og fællesskab – og at man som ung kan være med til at bygge noget, der gør en reel forskel, fastslår Esben Mortensen.

Relateret indhold