Hvem må afkoble ABA-anlæg?
Afkobles et automatisk brandalarmanlæg (ABA-anlæg) midlertidigt uden at gængse sikkerhedskrav er iagttaget, kan det indebære alvorlige brandskader og manglende forsikringsdækning. Så hvem må egentlig afkoble et ABA-anlæg? Og hvilke sikkerhedskrav stiller forsikringsselskabet typisk?
Kort fortalt
- Det er bygningsejeren, der skal sørge for midlertidigt at afkoble et ABA-anlæg efter gældende sikkerhedsregler
- Afklar, hvilke sikkerhedskrav forsikringsselskabet stiller for at sikre dækning ved brandskader
Hvad er et ABA-anlæg?
Et ABA-anlæg er et automatisk brandalarmsanlæg, der sikrer en tidlig detektering af røg-, varme- eller flammeudvikling, og som automatisk alarmerer redningsberedskabet. Derudover er ABA-anlægget det styrende anlæg i relation til aktivering af øvrige brandtekniske installationer, f.eks. varsling og brandventilation.
Hvem må afkoble ABA-anlæg?
Det kan være nødvendigt at afkoble et ABA-anlæg midlertidigt, f.eks. ved støvende arbejder, så anlægget ikke bliver aktiveret unødigt.
En midlertidig afkobling øger dog risikoen for de personer, der opholder sig i bygningen, både fordi beredskabet ikke bliver automatisk tilkaldt, og idet de øvrige tilkoblede brandtekniske anlæg (varslingsanlæg, sprinkling mv.) ikke bliver aktiveret.
Afkoblingen skal derfor ske i henhold til bygningsreglementets kap. 5 og tilhørende vejledning.
Det er bygningsejerens ansvar, at afkoblingen sker korrekt, da det er bygningsejeren, der har det overordnede ansvar for brandsikkerheden i bygningen. Det vil typisk være en drifts- eller brandansvarlig person udpeget af bygningsejeren. Entreprenøren må således ikke selv afkoble ABA-anlægget.
Forsikringsdækning og sikkerhedskrav
Ikke sjældent ses forsikringsselskaber at stille en række sikkerhedskrav ved midlertidig afkobling af ABA-anlæg. Er kravene ikke opfyldt, vil forsikringsselskabet ofte afvise dækning ved brandskader.
Der findes ikke ét fast kravkatalog fra forsikringsselskaberne. I stedet foretages en konkret risikovurdering. Sikkerhedskrav kan f.eks. være:
- etablering af brandvagt – med antal og omfang tilpasset risiko og bygningens størrelse
- fyraftens- og kontrolrunderinger
- ekstra slukningsmateriel som håndslukkere eller slangevinder
- midlertidige eller alternative alarmeringsløsninger, f.eks. enkeltstående detektorer opkoblet til vagtcentral
- begrænsning eller standsning af særligt risikofyldte processer (f.eks. varmt arbejde)
- lukning og sikring af brand- og røgadskillelser
- tydelig afmærkning af betjeningspaneler og “ude af drift”-skiltning
- intern orientering af ledelse og medarbejdere
- orientering af brandvæsen og vagtcentral
Frakoblingsblanket og rollefordeling
Forsikringsselskaber kræver ofte brug af en frakoblings- eller afbrydelsesblanket, som skal udfyldes og godkendes, før afkoblingen kan finde sted. Manglende godkendelse kan få betydning for forsikringsdækningen, hvis der opstår brand.
Inden et arbejde igangsættes, anbefales det, at der sikres en klar aftale om håndtering af sikkerheden i relation til bygningsreglementets kap. 5 og forsikringsselskabets sikkerhedsforskrifter.
Kontakt
Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for byggeteknisk sparring i øvrigt, er du som branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris byggetekniske support på telefon 5213 2384.