Aftale om ID-kort på større byggepladser
Folketinget vedtog den 3. september lov om ID-kort på byggepladser. Loven indfører krav om personlige ID-kort og registrering af opholdstid på større bygge- og anlægsprojekter.
Arbejdsmarkedets parter (DA, FH og Danske Byggefag) har med DI og DI Byggeris tilslutning fremlagt et fælles forslag til, hvordan ID-kortordningen kan indrettes.
- ID-kort kan blive et vigtigt værktøj til at skabe overblik på byggepladsen, understøtte myndighedernes kontrol og bidrage til ordnede forhold i branchen. Det hilser vi i DI Byggeri velkommen, siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri og tilføjer:
- ID-kortet indgår som en del af aftalen bag den nye certificeringsordning for udenlandsk arbejdskraft, som i dag også er blevet vedtaget. Nu er den politiske ramme på plads. Så venter det afgørende arbejde om at omsætte loven til en løsning, der virker i praksis og ikke pålægger virksomheder og medarbejdere unødige byrder. Det arbejde står DI Byggeri klar til at bidrage til.
Arbejdsmarkedets parter ønsker at bidrage aktivt til arbejdet med den fælles branchestandard og de tekniske løsninger, så ordningen udvikles i tæt dialog med myndigheder, bygherrer, fagforeninger, virksomheder og kommercielle id-leverandører.
Parterne vil følge implementeringen og arbejde for, at den endelige løsning bliver enkel, sikker og anvendelig i praksis.