Lokal erhvervsvenlighed skaber bedre vilkår for byggeriet
Dansk Industris måling af lokal erhvervsvenlighed giver værdifuld viden om de rammevilkår, som medlemmerne møder i hverdagen. Resultaterne gør det muligt at sammenligne kommunerne og få et overblik over virksomhedernes oplevelser af den lokale service og dialog.
DI Byggeris lokale repræsentanter er aktivt med til at sikre, at kommunerne har det nødvendige fokus på effektiv byggesagsbehandling, rimelige udbudsbetingelser, unges uddannelsesvalg og andre emner, der optager medlemsvirksomhederne.
Målet er enkelt: færre barrierer, smidigere processer og bedre betingelser for at drive virksomhed og gennemføre byggeprojekter i hele landet.
- Kommunerne har stor betydning for, hvordan det er at drive virksomhed lokalt. Vi kan ikke tage gode lokale forhold for givet. Derfor er det vigtigt, at vi er til stede og tydeligt fortæller kommunerne, hvad virksomhederne har brug for – og hvad kommunerne kan forvente af os, siger Martin Skou Heidemann, bestyrelsesleder i DI Byggeri og administrerende direktør i Skou Gruppen A/S.
Stor forskel på kommunernes erhvervsvenlighed
De kommende måneder er højsæson for DI Byggeris lokale dialog med kommunerne. Repræsentanter fra medlemskredsen er engagerede i alle landets kommuner og bruger resultaterne som afsæt for møder med borgmestre, forvaltninger og lokale beslutningstagere.
Årets undersøgelse lanceres i dag, og der er rekordmange virksomheder fra bygge- og anlægsbranchen blandt de næsten 8.000 deltagende virksomheder.
Når kommune og erhvervsliv mødes om konkrete udfordringer, kan løsningerne mærkes direkte i virksomhedernes hverdag.
Her er de 10 mest erhvervsvenlige kommuner
- Ikast-Brande
- Vejen
- Rebild
- Billund
- Struer
- Hedensted
- Esbjerg
- Lemvig
- Skive
- Ringkøbing-Skjern
Kommunernes score er udregnet på baggrund besvarelser fra i alt 7.811 virksomheder.
I alt er 91 kommuner med i denne undersøgelse. Følgende kommuner indgår ikke i undersøgelsen: Ærø, Langeland, Dragør, Fanø, Læsø, Vallensbæk og Samsø.