Opgør om korte uddannelser: DI står fast
Debatten om korte uddannelsesaftaler for lærlinge er blusset op, efter kritik af, at flere virksomheder – særligt i byggeriet – benytter aftaler, der kun dækker en del af uddannelsen.
Magnus Heunicke, undervisningsminister (S) mener, at byggeriet ikke gør det ”godt nok” og anklager byggeriet for ikke at overholde trepartsaftalen på området. Kritikken afvises af DI, som står fast på retten til korte aftaler.
- Jeg synes hverken, at det er fair den måde branchen beskrives på, og det er faktisk heller ikke fair, hvis han mener, vi ikke har overholdt trepartsaftalen," siger Signe Tychsen Philip, vicedirektør for Arbejdsmarked og Personalejura - Arbejdsmiljø og Uddannelse.
Ifølge en opgørelse slår antallet af korte aftaler rekord. Det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der står bag beregningerne, der viser, at der i 2025 blev indgået 7.600 korte uddannelsesaftaler.
DI anser de korte aftaler som et vigtigt redskab til at skabe lærepladser, som ellers risikerer slet ikke at blive oprettet.
- Korte aftaler er særligt udbredt i brancher som byggeriet, der løfter et kæmpe uddannelsesansvar ved at tage rigtig mange lærlinge. De brancher er i høj grad præget af, at der er mange små virksomheder og kort ordrer-horisont. Hvis man er en mindre virksomhed i byggeriet, så har man måske en ordre tre, seks eller ni måneder frem, men så ved man faktisk ikke derefter, om man har kunder. Derfor er det en meget stor forpligtelse at indgå flerårige ansættelseskontrakter, som ikke kan brydes.
Langt de fleste lærlinge i korte aftaler kommer godt videre: Omkring 60 pct. fortsætter med en ny aftale i den samme virksomhed, mens yderligere 20-22 pct. fortsætter i en anden virksomhed.