Slut med bygge-skadeforsikringsordningen?
Et nyt udkast til lovforslag lægger op til at udfase byggeskadeforsikringsordningen fra 1. januar 2027. Udkastet er pt. i høring.
Kort fortalt
- Et nyt udkast til lovforslag foreslår at afskaffe byggeskadeforsikringsordningen fra 1. januar 2027
- Lovforslaget begrundes blandt andet med en lav dækningsgrad, manglende konkurrence på markedet og høje forsikringspræmier
- Indtil videre er der alene tale om et udkast til lovforslag, og de gældende regler om byggeskadeforsikring gælder derfor fortsat
Hvad går lovforslaget ud på?
Byggeskadeforsikring er i dag obligatorisk ved visse former for nybyggeri til helårsbeboelse. Ordningen skal beskytte forbrugere mod de økonomiske følger af alvorlige byggeskader, der skyldes fejl ved opførelsen.
Børne-, ældre- og boligministeriet har nu sendt et udkast til lovforslag i høring, som lægger op til at afskaffe byggeskadeforsikringsordningen fra den 1. januar 2027.
Forslaget begrundes af ministeriet især med:
- at dækningsgraden for anmeldte skader er væsentligt lavere end for andre forsikringstyper
- at der kun er ét forsikringsselskab, som udbyder byggeskadeforsikring
- at forsikringspræmierne er høje
At afskaffelsen først skal gælde fra den 1. januar 2027 betyder, at de nuværende regler fortsat vil være gældende for projekter, hvor ansøgning om byggetilladelse er indgivet inden denne dato.
Du kan læse mere om lovforslaget i ministeriets pressemeddelelse: Nyt lovforslag lægger op til at udfase byggeskadeforsikringen.
Høringsmaterialet kan findes på Høringsportalen: Høringsdetaljer.
De nuværende regler gælder fortsat
Selv om byggeskadeforsikringsordningen foreslås afskaffet, gælder de nuværende regler, som nævnt, fortsat.
Virksomheder, der opfører eller projekterer boligbyggeri, bør derfor fortsat være opmærksomme på reglerne om byggeskadeforsikring, herunder hvornår forsikringen skal tegnes, og hvem der har ansvaret for det.
Har du styr på de nuværende regler?
DI Byggeri udgav i august i år en folder om byggeskadeforsikring. Den giver et praktisk overblik over de regler, der fortsat gælder, og gennemgår blandt andet:
- hvornår byggeskadeforsikringen er obligatorisk
- hvem der skal tegne forsikringen
- hvilke konsekvenser manglende forsikring kan have
- hvilke undtagelser der gælder
Læs folderen her.
DI Byggeri følger processen tæt
Der har i flere år været stor opmærksomhed på byggeskadeforsikringsordningen – også politisk. DI Byggeri følger processen tæt.
Som medlem af DI Byggeri kan du købe byggeskadeforsikring gennem vores samarbejdsaftale med forsikringsselskabet Gjensidige. Få et uforpligtende tilbud her.
KONTAKT
Har du spørgsmål til denne nyhed eller brug for juridisk sparring i øvrigt, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Byggejuridisk Rådgivning på telefon 3377 3760.