DI Byggeri

Hvis din ”entreprenør” går konkurs

Har du som bygherre eller entreprenør (f.eks. hoved-, total- eller storentreprenør) indgået aftale med en (under)entreprenør, som efterfølgende går konkurs, rejser spørgsmålet sig, hvad du skal gøre, og hvilke muligheder du har?

På denne side finder du svar på, hvad du som bygherre/hoved-, total- eller storentreprenør kan og skal gøre i tilfælde af, at den (under)entreprenør, der udfører arbejde for dig, går konkurs.

Svarene tager udgangspunkt i, at AB 18/ABT 18 er vedtaget i aftalen mellem dig og din nu konkursramte (under)entreprenør. Svarene vil dog – medmindre andet fremgår – også være retningsgivende, hvis I har indgået aftale på baggrund af AB 92/ABT 93.

1) Hvordan finder du ud af, om din (under)entreprenør er gået konkurs?

Konkurs indtræder ved skifterettens afsigelse af et ”konkursdekret”. Ved afsigelsen udpeges en såkaldt ”kurator” (typisk en advokat), som varetager kreditorernes interesser, og som skal sørge for, at din konkursramte (under)entreprenørs aktiver fordeles i overensstemmelse med konkursordnen i konkursloven.

Du kan finde ud af, om din (under)entreprenør er gået konkurs, og hvem der er udpeget som kurator via opslag i Statstidende eller på www.konkurser.dk.

2) Kan du ophæve aftalen som følge af din (under)entreprenørs konkurs?

Går din (under)entreprenør konkurs, kan du i princippet straks (og uden varsel) ophæve aftalen. Se f.eks. AB 18 § 61, stk. 1.

Dette er dog en sandhed med modifikationer, da det følger af konkurslovens § 55, at konkursboet som det klare udgangspunkt har ret til at indtræde i aftalen med dig. Man taler her om, at konkursboet har en indtrædelsesret.

Spørg derfor altid konkursboet (kurator), om boet ønsker at indtræde i aftalen, inden du skrider til ophævelse. Boet skal i henhold til AB 18/ABT 18 svare på din forespørgsel ”uden ugrundet ophold”, mens svarfristen i AB 92/ABT 93 er 5 arbejdsdage.

Vælger boet ikke at indtræde, eller svarer boet ikke rettidigt på din forespørgsel om indtræden, kan du herefter ophæve aftalen. Din ophævelse bør altid være skriftlig. Se f.eks. AB 18 § 63, stk. 1.

Det bemærkes, at den, der hæver en kontrakt, bærer standpunktsrisikoen for, at ophævelsen er berettiget.

3) Spørg altid konkursboet, om boet vil indtræde i aftalen, inden du ophæver!

Spørg altid konkursboet (kurator), om boet ønsker at indtræde i aftalen – og gør det på skrift. Boet skal i henhold til AB 18/ABT 18 svare på din forespørgsel ”uden ugrundet ophold”, mens svarfristen i AB 92/ABT 93 er 5 arbejdsdage. Se f.eks. AB 18 § 61, stk. 1, AB 92 § 42, stk. 1 og 2, samt konkurslovens § 55.

Hvis konkursboet vælger at indtræde, fortsætter aftalen som hidtil, og således at boet har de samme rettigheder og forpligtelser, som den nu konkursramte (under)entreprenør havde overfor dig. Konkursboet kan således ikke kræve ændringer i aftalevilkårene, men er forpligtet til at opfylde til rette tid og rette mængde.

Krav, der udspringer af konkursboets indtræden, får som udgangspunkt status af såkaldte ”massekrav” (§ 93-krav), dvs. krav, der betales forud for anden gæld.

Ved indtræden kan du i øvrigt kræve, at konkursboet stiller betryggende sikkerhed i overensstemmelse med reglen i konkurslovens § 57.

Vælger konkursboet ikke at indtræde i aftalen, eller svarer boet ikke rettidigt på din forespørgsel om indtræden, kan du herefter ophæve aftalen. Din ophævelse bør altid være skriftlig. Se f.eks. AB 18 § 63, stk. 1.

4) Økonomiske konsekvenser af din ophævelse

I tilfælde af ophævelse kan du kræve erstatning for det tab, du lider som følge af, at (under)entreprenøren ikke opfylder aftalen. Se f.eks. AB 18 § 63, stk. 6.

Dette tab vil bl.a. kunne omfatte:

  • Merudgifter til færdiggørelse af arbejdet ved en ny entreprenør
  • Omkostninger til udbedring af mangelfuldt arbejde
  • Krav på erstatning/dagbod som følge af ansvarspådragende forsinkelse (inden ophævelsen)
  • Erstatning for følgeskader af mangler

Husk, at dit tab skal kunne dokumenteres. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at sikre dig den nødvendig dokumentation.

Husk også, at den, der kræver erstatning, har pligt til at begrænse sit tab.

Det opgjorte tab anmeldes til konkursboet samtidig med, at dokumentation vedlægges.

Da dit tab konkursretligt alene har karakter af et såkaldte ”simpelt krav” (§ 97-krav), vil der dog ofte kun være begrænset dækning for kravet.

5) Stadeforretning ved ophævelse – hvorfor og hvordan?

Ophæver du aftalen med den konkursramte (under)entreprenør, skal du samtidig med ophævelsen indkalde kurator til en såkaldt ”stadeforretning”. På stadeforretningen registreres det i en protokol, hvor langt arbejdet er nået på ophævelsestidspunktet, og om der er mangler ved arbejdet. Se f.eks. AB 18 § 63, stk. 2 og 3. Tag også gerne billeder.

Er der på stadeforretningen uenighed om registreringen, må der udmeldes syn og skøn.

Møder kurator ikke op til den indkaldte stadeforretning, kan denne stadig gennemføres. Sørg dog for at sende registreringsprotokollen til kurator straks efter forretningens afholdelse.

Hvis ikke du indkalder til og gennemfører en stadeforretning, vil det kunne komme dig bevismæssigt til skade, herunder f.eks. i forhold til at kunne kræve erstatning for omkostninger til mangeludbedring og merudgifter til færdiggørelse.

Vær i øvrigt særligt opmærksom på, at afholdelsen af en stadeforretning kan få betydning for nedskrivningen af den af (under)entreprenøren stillede arbejdsgaranti, jf. bl.a. UfR 2019.446 H og TBB 2023.983 SB. Se yderligere nedenfor under punkt 8.

6) Hvad med din konkursramte (under)entreprenørs materialer?

Har din (under)entreprenør – inden konkursen – leveret materialer og andre leverancer ude på pladsen, er ejendomsretten hertil overgået til dig. (Under)entreprenørens konkursbo har derfor ikke krav på at få udleveret disse materialer og andre leverancer, men du skal selvfølgelig – hvis dette ikke allerede er sket – betale herfor. Se AB 18 § 12, stk. 4.

Modtager du – efter din (under)entreprenørens konkurs – materialer og andre leverancer ude på pladsen (f.eks. fordi underentreprenørens leverandør ikke havde kendskab til konkursen), kan konkursboet – medmindre boet indtræder i aftalen – kræve disse materialer og leverancer tilbageleveret, jf. konkurslovens § 60.

Klokkeslættet for konkursdekretets afsigelse er afgørende for, om levering kan siges at være sket inden eller efter konkursen.

7) Hvad med din konkursramte (under)entreprenørs materiel?

Selvom du har ophævet aftalen med din konkursramte (under)entreprenør, er du berettiget til at benytte (under)entreprenørens materiel, der står på pladsen, forudsat at fjernelse inden arbejdets færdiggørelse ellers ville påføre dig tab. Se f.eks. AB 18 63, stk. 5.

Ønsker du at gøre brug af dette materiel (f.eks. byggepladsskurer, stilladser, maskiner), skal du betale vederlag/markedsleje for anvendelsen.

Anvendelsesretten til materiel giver dig ikke ret til at kræve, at den nu konkursramte (under)entreprenørs mandskab også skal betjene materiellet.

8) Hvad med den konkursramte (under)entreprenørens arbejdsgaranti?

Har din (under)entreprenør stillet sikkerhed i henhold til f.eks. AB 18 § 9 (arbejdsgaranti), dvs. 15 % af entreprisesummen uden moms, vil du selvsagt kunne trække på garantien – inden for dennes økonomiske ramme – med henblik på at begrænse det tab, som konkursen måtte have påført dig.

Ønsker du udbetaling under en stillet arbejdsgaranti, skal du skriftligt og samtidigt meddele dette til konkursboet og garantistiller, idet du i den forbindelse skal oplyse størrelsen af det krævede beløb.

Er konkursboet uenig i, at der kan ske udbetaling, eller mener boet ligefrem, at arbejdsgarantien er ophørt, kan boet anmode om en såkaldt ”sagkyndig beslutning” om spørgsmålet. Tilsvarende mulighed for at anmode om sagkyndig beslutning har garantistiller efter AB 18 § 9, stk. 11, mens garantistiller ikke har denne kompetence efter AB 92/ABT 93.

Det følger af AB 18 § 9, arbejdsgarantien nedskrives fra 15 % til 10 % ved aflevering, og fra 10 % til 2 % 1 år efter aflevering. 5 år efter aflevering ophører garantien. Spørgsmålet om nedskrivning og ophør af entreprenørens arbejdsgaranti kan give særlige udfordringer i den situation, hvor (under)entreprenøren er gået konkurs, og hvor der derfor de facto ikke sker aflevering.

Vær i den forbindelse særligt opmærksom på, at Højesteret i dom af 18. oktober 2018 (UfR 2019.446 H) fandt, at en afholdt stadeforretning i nedskrivningsmæssig henseende var at sidestille med en aflevering, således at (under)entreprenørens arbejdsgaranti kunne nedskrives til 2 % i en situation, hvor krav på udbetaling som følge af mangler først blev fremsat mere end 1 år fra stadeforretningens afholdelse.

I den mere ”normale” situation, hvor mangelkrav fremsættes kort tid efter stadeforretningens afholdelse, har en række sagkyndige beslutninger modificeret højesterets afgørelsen en smule. Bl.a. har en sagkyndig (fhv. højesteretsdommer Niels Grubbe) ved afgørelse af 19. juli 2023 (TBB 2023.983 SB) udtalt følgende:

”Da situationen ved en stadeforretning først afklares med fremsendelsen af stadeopgørelsen og omkostningsopgørelsen [fra voldgiftsnævnet, red], må man med »aflevering har fundet sted« sidestille afslutningen af stadeforretningen ved modtagelsen af stadeopgørelsen og omkostningsopgørelsen, således at bygherren I SNÆVER FORBINDELSE hermed kan kræve udbetaling på grundlag af stadeopgørelsen, uden at det rammes af nedskrivningen.”

Hvad der skal forstås med ”i snæver forbindelse” må afgøres konkret. I TBB 2023.983 SB fandtes bygherrens udbetalingsanmodning til arbejdsgarantiselskabet 5 arbejdsdage efter modtagelsen af voldgiftsnævnets omkostningsopgørelse for rettidig, og således at arbejdsgarantien ikke på dette tidspunkt var nedskrevet fra 15 % til 10 %.

I lyset af ovennævnte praksis bør du i alle tilfælde – hurtigst muligt efter det er afklaret, at konkursboet ikke vil indtræde i aftalen – få kapitaliseret dit krav og kræve udbetaling i henhold til garantien, således at du derved mindsker risikoen for, at den konkursramte (under)entreprenørs arbejdsgaranti nedskrives som følge af, at krav mod garantien rejses for sent.

9) Hvad med din betalingsgaranti?

Har du i henhold til f.eks. AB 18 § 10 stillet sikkerhed (betalingsgaranti), ophører denne sikkerhed ikke automatisk i tilfælde af, at du ophæver aftalen med din konkursramte (under)entreprenør.

Garantien bliver således stående, indtil (under)entreprenørens konkursbo – inden for garantiens økonomiske rammer – ikke længere har nogen ufyldestgjorte krav. Se f.eks. AB 18 § 10, stk. 4.

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte DI Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning.

Relateret indhold