DI Byggeri

Om AB-dokumenterne

Læs om AB, få vejledning og hent AB-dokumenterne.

AB, der står for Almindelige Betingelser inden for bygge- og anlægsbranchen, er standardaftalevilkår, som er blevet til ved forhandling mellem byggeriets parter, herunder bl.a. DI Byggeri.

De forskellige AB-dokumenter kan anvendes til at fastlægger regler og betingelser for samarbejdet mellem byggeriets parter.

Om AB-dokumenterne

Der findes en lang række særskilte AB-dokumenter, der hver især indeholder nogle juridiske spilleregler om f.eks. ekstraarbejder, betaling, mangler, forsinkelse, aflevering og ophævelse:

  • AB 18
  • ABT 18 (totalentrepriser)
  • ABR 18 (rådgivning)
  • AB 18 Forenklet (”light” version af AB 18)
  • ABR 18 Forenklet (”light” version af ABR 18)

AB 18, ABT 18 og ABR 18 mv. (de ”nye” AB-dokumenter) afløste i 2018 de ”gamle” standardaftalevilkår AB 92, ABT 93 og ABR 89. De gamle standardaftalevilkår kan dog stadig benyttes.

Der findes et særskilt AB-dokument, som retter sig mod forbrugerentrepriser (AB Forbruger), dvs. de entrepriser, hvor bygherren er forbruger (f.eks. parcelhus- eller lejlighedsejer). Bl.a. Forbrugerrådet har været med til at udarbejde dette dokument.  

Hvornår gælder et AB-dokument?

AB-dokumenterne er ikke lov.

For at et AB-dokument (f.eks. AB 18 eller AB Forbruger) skal være en del af parternes aftale, skal det derfor vedtages.

Ved en entreprise kan dette f.eks. ske ved, at entreprenøren i det tilbud – som bygherren accepterer – har henvist til det AB-dokument, som er relevant for opgaven (f.eks. ”AB 18 er gældende for tilbuddet”).

Vejledninger: Forskelle på AB-dokumenterne

Hvilket AB-dokument skal man vælge?

Det er helt op til parterne selv at vælge og aftale, hvilket AB-dokument (f.eks. AB 18 eller AB Forbruger) som eventuelt skal være en del af parternes aftale. Med andre ord er AB-dokumenterne til frivillig anvendelse.

I den forbindelse kan man – ved indgåelsen af en entrepriseaftale – bl.a. gøre følgende overvejelser:

  1. Skal entreprenøren som led i arbejdets udførelse ikke (eller kun i mindre grad) stå for projekteringen (beskrivelser, tegninger, beregninger m.v.)?
    Hvis JA, kan AB 18 med fordel benyttes.

  2. Skal entreprenøren som led i arbejdets udførelse ikke stå for projekteringen af arbejdet, og er der tale om en rimelig simpel og/eller enkel opgave?
    Hvis JA, kan Forenklet AB med fordel benyttes.

  3. Skal entreprenøren i forbindelse med udførelsen af arbejdet også stå for den væsentligste del af projekteringen?
    Hvis JA, kan ABT 18 med fordel benyttes, da dette standardaftalesæt er udarbejdet med totalentreprisesituationen for øje.

  4. Er bygherren forbruger?
    Hvis JA, kan AB Forbruger (også i totalentreprisesituationen) med fordel benyttes, da dette standardaftalesæt netop er udarbejdet med forbrugerentreprisen for øje.

Hvad hvis et AB-dokument ikke er aftalt?

Man kan sagtens indgå en entrepriseaftale uden samtidig at aftale, at et AB-dokument skal gælde. Hvis et AB-dokument ikke er aftalt, reguleres aftalen af de såkaldte almindelige entrepriseretlige regler.

Flere af bestemmelserne i AB-dokumenterne – men ikke alle – er udtryk for sådanne almindelige regler.

Eksempler

Som eksempler på en AB-bestemmelser, der er udtryk for en almindelig regel, kan nævnes den såkaldte ”uklarhedsregel” i AB 18 § 4, som siger, at uklarheder i udbudsmaterialet kommer bygherren til skade, og den såkaldte ”standsningsregel” i AB 18 § 38, som giver entreprenøren ret til at standse arbejdet, hvis bygherren (uberettiget) ikke har betalt forfaldne beløb.

Et eksempel på en AB-regel, der ikke gælder uden vedtagelse, er reglen i AB 18 § 9 om sikkerhedsstillelse.

AB-betænkningen

I 2015 nedsatte daværende Klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen, formelt set det udvalg, der skulle stå for revisionen af ABR 89, AB 92 og ABT 93.

Udvalget kom i juni 2018 med en enstemmig vedtaget betænkning (AB-betænkningen), der bl.a. indeholder de nye AB-dokumenter, herunder AB 18, ABT 18 og ABR 18, samt udvalgets bemærkninger hertil.

Hent betænkningen her

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte Byggejuridisk Rådgivning.

Relateret indhold