Mandskabsvogne og registreringsafgift
Efter registreringsafgiftsloven skal der betales registreringsafgift af køretøjer, medmindre køretøjet er afgiftsfritaget.
Fritaget for afgift er f.eks. ”mandskabsvogne”, der alene anvendes til ”erhvervsmæssig kørsel”. Anvendes mandskabsvogne i strid med reglerne, skal der betales registreringsafgift efter reglerne for personbiler.
Hvad er en mandskabsvogn?
For at et køretøj kan siges at være en ”mandskabsvogn”, skal køretøjet overordnet kunne siges utvivlsomt at være konstrueret og særligt indrettet til transport af mandskab og materiel.
Læs mere om betingelserne for, at et køretøj kan anses som en mandskabsvogn, i Motorstyrelsens korte vejledning (2 sider) fra 2024, som kan findes her.
Mandskabsvogne skal, for at kunne afgiftsfritages, have en anmærkning herom i Motorregistret.
"Erhvervsmæssig kørsel" eller "Privat kørsel"
Mandskabsvogne må kun bruges til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.
Med andre ord må mandskabsvogne alene bruges til ”erhvervsmæssig kørsel” ikke til ”privat kørsel”.
Dette betyder f.eks., at en mandskabsvogn som det klare udgangspunkt ikke må bruges til kørsel mellem virksomheden og en privat bopæl.
Det betyder også, en mandskabsvogn som altovervejende udgangspunkt ikke må anvendes til at afhente mad – heller ikke i arbejdstiden. Udgangspunktet kan dog fraviges i tilfælde, hvor der foretages en ellers lovlig kørsel og man blot gør et stop på vejen, for at købe mad for at spise denne i arbejdstiden.
Læs mere forskellen mellem ”erhvervsmæssig kørsel” og ”privat kørsel” i Motorstyrelsens korte vejledning (2 sider) fra 2024, som kan findes her.
Dyre konsekvenser
Bliver man stoppet i en kontrol, og kan det her konstateres, at betingelserne for afgiftsfritagelse ikke er opfyldt, vil man blive opkrævet registreringsafgift efter reglerne for personbiler – og det kan blive en dyr fornøjelse.
Hvor kan du finde mere?
Find mere om afgiftsreglerne for mandskabsvogne på Motorstyrelsens hjemmeside. Du kan også finde en beskrivelse af reglerne samt af praksis i SKAT’s juridiske vejledning (punkt I.A.1.3.6 – Mandskabsvogne), som du finder her.