DI Byggeri

Byg Garanti

Som servicemedlem af DI Byggeri er det muligt at tilvælge Byg Garanti-ordningen, som giver private kunder (forbrugere) en sikkerhed, når de indgår aftaler med håndværkere/ entreprenører, der har tilvalgt sig ordningen.

Sikkerheden består i, at Byg Garanti under visse betingelser dækker forbrugerkundens dokumenterede tab (på op til 150.000 kr. inkl. moms) som følge af håndværksmæssige mangler ved det udførte arbejde i tilfælde af, at entreprenøren ikke selv afhjælper manglerne f.eks. pga.  konkurs.

Læs mere om betingelserne for dækning, herunder dækningsomfang, på Byg Garantis hjemmeside, som kan tilgås  her.

Særligt bemærkes, at det f.eks. er en forudsætning for dækning, at arbejdet ikke udgør en del af et nybyggeri med en samlet entreprisesum på over 1 mio. kr. inkl. moms.

Hvordan dokumenterer forbrugerkunden sit tab?

Det er som nævnt en betingelse for dækning under Byg Garanti ordningen, at forbrugerkunden har lidt et  tab. Tabet skal som udgangspunkt dokumenteres via en afgørelse fra Byggeriets Ankenævn, der giver forbrugeren medhold. Alene forbrugere kan indbringe sager for ankenævnet.

Vær opmærksom på, at servicemedlemmer af DI Byggeri, der har tilvalgt Byg Garanti, er forpligtede til at efterleve Byggeriets Ankenævns afgørelser, medmindre medlemmet inden 30 kalenderdage har anlagt sag ved retten om de spørgsmål, som ankenævnet har behandlet i sin afgørelse.

DI Byggeri har udarbejdet en folder med titlen ”Når du arbejder for forbrugere – 13 gode råd til et godt aftaleforløb”, hvori forskellen mellem Byggeriets Ankenævn og Byg Garanti nærmere er beskrevet. Folderen findes  her.

Husk, Byg Garanti kan give en konkurrencefordel

Mange forbrugerkunder er meget glade for den sikkerhed, som Byg Garanti ordningen giver, og disse kunder ønsker derfor også at indgå aftale med en entreprenør, som har tilvalgt sig ordningen.

Byg Garanti giver med andre ord forbrugerkunderne en tryghed, hvilket igen giver de servicemedlemmer af DI Byggeri, der har tilvalgt ordningen, en konkurrencefordel, som det selvfølgelig er værd at markedsføre (f.eks. på firmabiler, hjemmeside og i annoncer).

På DI Byggeris hjemmeside findes nogle gode råd til denne markedsføring, herunder set i lyset af reglerne i markedsføringsloven.

Du finder rådene  her.

Husk, Byg Garanti er ikke en forsikring

Vær opmærksom på, at Byg Garanti ordningen ikke er en forsikring. Dette betyder, at Byg Garanti ikke dækker de omkostninger, som det servicemedlem af DI Byggeri, der har tilvalgt ordningen, måtte have i forbindelse med udbedring af egne fejl eller mangler.

Hvornår kan jeg bruge Byg Garanti i min markedsføring?

Når du reklamerer med Byg Garanti, skal du være opmærksom på, om din markedsføring overholder Markedsføringslovens regler. Det betyder, at du kun må reklamere med Byg Garanti på tilbud, kontrakter eller lignende i de tilfælde, hvor arbejdet faktisk er dækket af Byg Garanti.

Hvis kunden får indtryk af, at arbejdet er dækket af Byg Garanti, uden reelt at være det, kan der være tale om vildledende markedsføring, hvilket er i strid med Markedsføringslovens regler.

En generel anvendelse af Byg Garanti-logo på hjemmeside, biler, tøj mv. er ikke i strid med Markedsføringslovens regler.

Læs mere på byggaranti.dk om, hvordan du kan bruge Byg Garanti i din markedsføring.

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte Byggejuridisk Rådgivning.

Relateret indhold