DI Byggeri

Entreprenørprojektering

Hvornår skal entreprenøren projektere, og hvilke pligter har henholdsvis entreprenøren og bygherren?

Entreprenørprojektering er ikke et nyt fænomen i byggeriet, men som noget nyt i forhold til AB 92 er der i AB 18 tilføjet bestemmelser om, hvornår entreprenøren skal projektere, hertil hvilke pligter hhv. bygherren og entreprenøren har, når entreprenøren skal projektere.


Spørgsmål og svar

Hvad er entreprenørprojektering?

Ved entreprenørprojektering forstås efter AB 18, at entreprenøren skal projektere (f.eks. beregne, dimensionere og beskrive) en (mindre) del af bygherrens samlede projekt. Udtrykket bruges også om en leverandørs udførelse af tilsvarende projektering.

Klassiske eksempler på områder, hvor entreprenørprojektering ofte ses, er inden for levering af betonelementer, træspær, tekniske installationer og facader.

Hvornår skal entreprenøren projektere?

Entreprenøren skal kun projektere, hvis det er aftalt med bygherren. Dette fremgår direkte af AB 18 § 17.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at en aftale om entreprenørprojektering kan bestå i, at entreprenørens arbejde i aftalen blot er beskrevet af bygherren (eller dennes rådgiver) ved angivelse af såkaldte  funktionskrav - også kaldet funktionsudbud.

Funktionskrav er karakteriseret ved alene at indeholde krav til det færdige arbejdes funktion eller egenskaber, uden at det samtidig beskrives, hvordan arbejdet skal udføres - herunder med hvilke metoder og materialer - idet dette valg er overladt til entreprenøren.

Som eksempel kan nævnes udbud af en ventilationsentreprise, hvor der i aftalen er opstillet specifikke krav til ventilationsanlæggets kapacitet eller energiforbrug i drift, uden at det er beskrevet, hvordan arbejdet skal udføres for at nå kravene.

Hvad gælder hvis entreprenøren fremsætter et forslag?

Det fremgår af AB 18 § 17, at entreprenørens fremsættelse af forslag (f.eks. et optimeringsforslag fremsat under en projektgennemgang), som bygherren implementerer, ikke indebærer, at entreprenøren har påtaget sig projekteringen eller har risiko eller ansvar for forslaget. Forslaget skal med andre ord blot ses som en god idé.

Undtagelser

Bestemmelsen i AB 18 § 17 om entreprenørens forslag gælder dog ikke i alle tilfælde. F.eks. gælder reglen ikke, hvis entreprenørprojektering allerede er aftalt, og entreprenøren som led heri fremsætter forslag om valg af et materiale eller en metode.

Reglen gælder f.eks. heller ikke, hvis entreprenøren har frit materialevalg, og som led heri præsenterer et materiale som et forslag, selvom der reelt blot er tale om, at entreprenøren udnytter sit frie materialevalg.

Hvilke pligter har hhv. bygherren og entreprenøren, når entreprenøren skal projektere?

Når det er aftalt, at entreprenøren skal projektere, har både bygherren og entreprenøren efter AB 18 en række pligter.

Bygherrens pligter er:

  • Bygherren skal udpege en projekteringsleder
  • Bygherren skal koordinere det samlede projekt
  • Bygherren skal vurdere, om projektet kan godkendes

Entreprenørens pligter er:

  • Entreprenøren skal projektere i henhold til aftalen, god projekteringsskik og bygherrens anvisninger
  • Entreprenøren skal deltage i tværfaglig granskning af det samlede projekt og granske eget projekt
  • Entreprenøren skal skriftligt oplyse bygherren om ikke-gennemprøvede materialer og metoder og evt. risici derved
  • Entreprenøren skal foretage kvalitetssikring
  • Entreprenøren skal færdigmelde projekteringen

Når entreprenøren skal projektere, har entreprenøren (som ved udførelsesmangler) pligt og ret til at afhjælpe evt. fejl ved sin projektering (projektmangler).

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte Byggejuridisk Rådgivning.

Relateret indhold