Mangler

Det er kunden, der i forhold til entreprenøren har bevisbyrden for, at arbejdet er mangelfuldt. Ofte vil syn og skøn være nødvendigt for at løfte denne bevisbyrde.

Fremgår det ikke af aftalen, hvordan arbejdet skal udføres, har entreprenøren metodefrihed. Arbejdet skal dog i alle tilfælde være fagmæssigt korrekt.

Udfører entreprenøren – uden at have fået en anvisning fra kunden – et arbejde i strid med lovgivningen, herunder byggeloven og bygningsreglementet (BR 18), vil arbejdet normalt ikke kunne siges at være fagmæssigt korrekt.

Hvor ingen lovregler stiller præcise krav til arbejdernes udførelse, konstruktion og materialer, må bl.a. vejledninger, standarder, anvisninger, normer, kutymer, og sædvaner inddrages i vurderingen af, hvad der er fagmæssigt korrekt.

Mener kunden, at et arbejde er mangelfuldt, fordi arbejdet ikke er fagmæssigt korrekt, men er entreprenøren uenig, vil kunden ofte være tvunget til at få gennemført syn og skøn, for at løfte sin bevisbyrde for, at arbejdet er mangelfuldt.

For materialer gælder det samme. Hvis ikke det fremgår af aftalen, hvilke materialer entreprenøren skal bruge, har entreprenøren materialefrihed (frihed til at vælge materialer). Materialerne skal dog i alle tilfælde være af sædvanlig god kvalitet.

Udgangspunktet er, at hvis arbejdet er udført som aftalt eller anvist af kunden, foreligger der ikke en mangel, selvom arbejdet ikke er udført fagmæssigt korrekt. Aftalen/anvisningen siges at gå forud for den fagmæssigt korrekte udførelse.

Husk at råbe op

Entreprenøren vil dog kunne have pligt til at gøre kunden opmærksom på, at aftalens krav til udførelsen m.v. er i modstrid med, hvad der er fagmæssig korrekt.

Forsømmer entreprenøren denne pligt, vil entreprenøren efter omstændighederne kunne blive erstatningsansvarlig. Se f.eks. side 95 og 119 i AB 18 betænkningen.

Ønsker kunden en udførelse m.v., der ikke er fagmæssig korrekt, er det derfor vigtigt, at entreprenøren gør kunden klart opmærksom på, at der er tale om ikke-fagmæssig korrekt udførelse m.v.

Meddelelsen bør altid gives på skrift (mail eller SMS). Er den ønskede udførelse i strid med lovgivningen (f.eks. BR 18), bør entreprenøren selvsagt afstå fra at udføre arbejdet.

Materialer

For materialer gælder det samme. Hvis de leverede materialer er som aftalt eller anvist af kunden, foreligger der ikke en mangel, selvom materialerne viser sig ikke at være af sædvanlig god godkvalitet.

En entreprenør – der udnytter sit frie materialevalg – har som udgangspunkt et mangelansvar, hvis de brugte materialer viser sig uegnede til formålet (og dermed mangelfulde). Det samme gælder for valgte uegnede løsninger/metoder.

Byggetidens viden

Entreprenøren har dog ikke mangelansvaret, hvis entreprenøren har handlet i overensstemmelse med byggetidens viden. Her tænkes overordnet på en situation, hvor entreprenøren har anvendt materialer/metoder, som – da arbejdet fandt sted – i almindelighed blev anset for velegnede, men som først efterfølgende viser sig at have uheldige egenskaber.

MgO-voldgiftssagerne

Centralt for spørgsmålet om byggetidens viden står de såkaldte MgO-voldgiftssager. Læs mere om MgO-plader og materialeansvaret.

I MgO-sagerne udtaltes for det første, at spørgsmålet om byggetidens viden skal afgøres ud fra det tidspunkt, hvor entreprenøren træffer beslutning om anvendelsen. Det er med andre ord beslutningstidspunktet og ikke f.eks. udførselstidspunktet eller afleveringstidspunktet, der er afgørende for vurderingen.

For det andet udtaltes, at det er en betingelse for at påberåbe sig byggetidens viden, at entreprenøren på beslutningstidspunktet beviser to forhold:

• At det valgte generelt er gængs og anerkendt
• At der er indhøstet sådanne erfaringer med produktets (eller metodens) egenskaber og egnethed, og at det kan anses for sådan gennemprøvet, at der kan siges at foreligge en viden, hvorefter produktet anses for forsvarligt og fornuftigt til formålet.

Er der mangler ved entreprenørens arbejde og materialer, har entreprenøren en afhjælpningsret, dvs. en ret til at udbedre egne mangler. Se f.eks. AB 18 §§ 48-49.

Det er dog en betingelse for afhjælpningsretten, at entreprenøren anerkender, at der er mangler ved arbejdet, og entreprenøren tilbyder tilstrækkelig afhjælpning.

Man kan altså ikke som entreprenør på den ene side tage det standpunkt, at ens arbejde ikke er mangelfuldt, samtidig med at man på den anden side fastholder, at have ret til at afhjælpe, hvis ens standpunkt viser sig at være forkert.

Med andre ord mister entreprenøren sin afhjælpningsret, hvis entreprenøren (uberettiget) afviser, at arbejdet er mangelfuldt.

Sondringen mellem underentreprise og indlejet arbejdskraft har i entrepriseretlig sammenhæng især betydning for spørgsmålet om mangler.

Ved indlejet arbejdskraft tænkes både på medarbejdere, der indlejes fra en anden entreprenørvirksomhed og på medarbejdere, der indlejes fra et vikarbureau.

Underentreprise og mangler

Anvender en entreprenør (f.eks. en hovedentreprenør) en underentreprenør til udførelsen af opgaven for kunden (f.eks. en bygherre), hæfter entreprenøren overfor kunden, hvis der er mangler ved underentreprenørens arbejde.

Entreprenøren kan som udgangspunkt videreføre mangelkravet fra kunden mod underentreprenøren, men dette er og bliver et internt anliggende mellem entreprenøren og underentreprenøren.

Indlejet arbejdskraft og mangler

Har entreprenøren ”blot” indlejet folk fra en anden virksomhed, hæfter entreprenøren som udgangspunkt selv for eventuelle mangler ved arbejdet forårsaget af disse indlejede folk. Dette gælder, selvom det er den anden virksomhed, der betaler løn til de indlejede folk. 

Vurdering: underentreprise eller arbejdsleje?

Ved uenighed vil afgøres fra sag til sag, om der er tale om underentreprise eller indlejet arbejdskraft.

Det afgørende for vurderingen er, om entreprenøren kan siges at have haft tilsynet og ledelsen i forhold til udførelsen af (det mangelfulde) arbejde på pladsen. I vurderingen kan – foruden parternes forklaring - bl.a. inddrages:

• Indholdet af en eventuel (skriftlig) aftale f.eks.:
  1. Betegnelsen af aftalens parter (f.eks. bygherre/entreprenør eller lejer/udlejer)
  2. Henvisning til et AB-dokument (f.eks. AB 18)
  3. Omfang og detaljeringsgrad af arbejdsbeskrivelse
  4. Tidsplan for arbejdet og eventuel fastsat dagbod
  5. Om der gælder særlige formkrav for ekstraarbejder
  6. Fastsatte kvalitetskrav til arbejdet
  7. Om parterne skal stille sikkerhed
• Om prisen er fast eller afregnes efter medgået tid
• Hvem, der stiller materialer, arbejdsredskaber og materiel til rådighed
• Indholdet af den/de fremsendte faktura(er) samt den foreliggende korrespondance

Betydning for andre områder

Sondringen mellem underentreprise og arbejdsindleje har også betydning inden for andre retsområder end det entrepriseretlige. Sondringen er også relevant inden for f.eks. det arbejdsmiljøretlige, det ansættelsesretlige og det skatteretlige område.

Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at vurderingen af, om der er tale om underentreprise eller indlejet arbejdskraft, vil give det samme resultat på de forskellige retsområder.

Overordnet kan kunden miste sit mangelkrav på tre måder:

1. Ved manglende reklamation inden rimelig tid
2. Ved manglende reklamation inden 5 år fra aflevering (gælder ikke i forbrugerentrepriser)
3. Ved forældelse efter forældelsesreglerne
   
   

Manglende reklamation inden rimelig tid

Kunden mister sit mangelkrav, hvis kunden ikke råber op (reklamerer) inden rimelig tid efter, at manglerne er eller burde være blevet opdaget. Dette gælder også, selvom et AB-dokument (f.eks. AB 18 eller ABT 18) ikke er en del af parternes aftale.

Hvad der skal forstås ved inden rimelig tid, må altid vurderes konkret fra sag til sag. I denne vurdering kan bl.a. inddrages, om manglerne var synlige på afleveringstidspunktet, og om kunden er forbruger.

Husk, at en reklamation altid bør være skriftlig (f.eks. en mail eller SMS eller anført i et byggemødereferat).

Manglende reklamation inden 5 år fra aflevering

Er AB 18/ABT 18 en del af aftalen gælder, at kundens reklamation over mangler i alle tilfælde skal komme senest 5 år efter arbejdets aflevering. Efter dette tidspunkt kan kunden som udgangspunkt ikke rejse mangelkrav mod entreprenøren.

Husk, at en reklamation altid bør være skriftlig (f.eks. en mail eller SMS eller anført i et byggemødereferat).

Vær opmærksom på, at det 5-årige mangelansvar ikke kan aftales, hvis kunden er forbruger (f.eks. parcelhus-, sommerhus- eller lejlighedsejer).

Det betyder, at selvom eksempelvis AB 18 er aftalt med en forbruger, så vil bestemmelsen om det 5-årige mangelansvar ikke kunne påberåbes af entreprenøren. Populært siges derfor, at entreprenøren ved forbrugerentrepriser hæfter for skjulte mangler i 10 år fra aflevering.

Ejer- og andelsboligforeninger og andre ikke-erhvervsdrivende foreninger, vil som udgangspunkt have forbrugerbygherrestatus. Omvendt vil almene boligorganisationer som det klare udgangspunkt ikke have forbrugerstatus.

Forældelse 

Ved siden af reklamationsreglerne gælder reglerne i forældelsesloven. Find forældelsesloven her.

Af forældelsesloven fremgår, at et mangelkrav forældes 3 år efter, at kunden vidste eller burde vide, at der var en mangel og i alle tilfælde senest 10 år fra aflevering.

Forældelsesloven medfører derfor, at mangelkrav kan mistes, fordi tiden går – også selvom kunden har reklameret til tiden.

Det er muligt for kunden at afbryde forældelsen, så forældelsesfristen udskydes. Dette kan f.eks. ske ved anlæg af rets- eller voldgiftssag, ved anmode om afholdelse af syn og skøn eller, hvis parterne fører forhandlinger om mangelkravet.

For at der kan ske afbrydelse, skal afbrydelseshandlingen (f.eks. anlæg af retssag) altid være sket inden forældelsesfristens udløb. Man kan populært sagt ikke afbryde en forældelse, der allerede er indtrådt.

Eksempel 

Et lidt karikeret eksempel kan vise samspillet mellem reklamationsreglerne og forældelsesreglerne:

En bygherre (BH), der ikke er forbruger, og en entreprenør (E) indgår i 2018 en AB 18 entrepriseaftale. Arbejdet bliver afleveret den 5. august 2019. Ved 1-årsgennemgangen den 1. august 2020 reklamerer BH over nogle netop konstaterede forhold ved E’s arbejde, som BH mener er mangelfulde. E afviser, at der er mangler. Parterne har efterfølgende en længere dialog. E fastholder dog hele tiden, at der ikke er mangler ved arbejdet. Da E ikke vil anerkende, at arbejdet er mangelfuldt, anlægger BH den 15. august 2023 en voldgiftssag mod E, idet BH samtidig beder retten om at udmelde syn og skøn. 

Selvom bygherren i eksemplet har reklameret både inden rimelig tid, efter de påståede mangler blev opdaget, og inden 5 år fra arbejdet blev afleveret, har bygherren alligevel mistet sit eventuelle mangelkrav. Dette skyldes, at kravet er forældet.

Kravet i eksemplet er forældet, fordi der er gået mere end 3 år fra bygherren blev opmærksom på, at der var mangler (den 1. august 2020), til bygherren indbringer sagen for retten (den 15. august 2023). Det bemærkes, at bygherren ikke i denne 3-årige periode ses at have afbrudt forældelsesfristen.

Syn og skøn vil ofte være nødvendigt, for at kunden kan bevise, at der er mangler ved entreprenørens arbejde. Det er dog ikke altid, er syn og skøn er den rigtige vej at gå – hverken for kunden eller entreprenøren

Det kan du læse mere i DI Byggeris vejledning om syn og skøn (overvejelser og alternativer), som du finder her.