Sikkerhedsstillelse
Læs om entreprenørens arbejdsgaranti, kundens betalingsgaranti og forudbetaling af materialer.
Gælder et AB-dokument (f.eks. AB 18) for aftalen, skal entreprenøren stille en sikkerhed over for kunden (f.eks. en bygherre eller en hovedentreprenør), og kunden skal stille sikkerhed over for entreprenøren. Dette kaldes henholdsvis entreprenørens ”arbejdsgaranti” og kundens ”betalingsgaranti”.
Kræver entreprenøren under arbejdets udførelse forudbetaling af materialer i henhold til et AB-dokument, kan kunden desuden forlange yderligere sikkerhedsstillelse.
Læs mere
Entreprenørens arbejdsgaranti
Det fremgår af AB 18 § 9, at entreprenøren automatisk skal stille en sikkerhed (arbejdsgaranti) på 15 % af entreprisesummen ekskl. moms.
Entreprenørens arbejdsgaranti nedskrives til 10 % ved aflevering (medmindre der er væsentlige mangler). Arbejdsgarantien nedskrives fra 10 % til 2 % 1 år efter aflevering, mens garantien helt ophører 5 år efter aflevering. Det samme gælder efter ABT 18.
Efter AB Forenklet nedskrives arbejdsgarantien ikke til 2 %. Dette fordi, at garantien helt ophører 1 år efter afleveringsforretningen.
Find skabelon til arbejdsgaranti her
Beløbsgrænse over 1 mio. kr.
Pligten efter AB 18 til at stille en arbejdsgaranti gælder kun for entrepriser over 1 mio. kr. ekskl. moms, medmindre andet fremgår af kundens udbudsmateriale.
Det samme gælder efter ABT 18 og AB Forenklet.
Løbende opregulering af sikkerhed pga. ekstraarbejder
AB-reglerne giver ikke kunden mulighed for at kræve yderligere eller supplerende sikkerhed pga., at entreprisen løbende udvides med ekstraarbejder. En sådan mulighed skal derfor aftales.
Kunden har til gengæld efter AB 18/ABT 18 mulighed for ved aflevering at kræve, at nedskrivningen af sikkerheden til 10 % sker på baggrund af entreprisesummen opgjort med tillæg eller fradrag af alle mer- og mindrearbejder. Denne mulighed gælder ikke efter AB Forenklet.
Alternative løsninger
Det kan i visse tilfælde være svært for entreprenøren at finde en garantistiller, der vil stille en sikkerhed. I sådanne tilfælde vælger nogle entreprenører at foreslå alternative løsninger, som f.eks. at tilbyde kunden muligheden for at foretage tilbagehold i faktureringen eller muligheden for, at en anden virksomhed stiller kaution.
Efter AB-reglerne skal arbejdsgarantien være” betryggende”. Alternative løsninger som tilbagehold og kaution vil ikke opfylde dette krav, medmindre andet er aftalt. Kunden er derfor i sin gode ret til at afvise disse alternative løsninger, og kan entreprenøren ikke på anden vis stille en ”betryggende sikkerhed”, vil entreprenøren være i misligholdelse.
Uenighed om udbetaling eller nedskrivning og ophør
Er der uenighed, om der kan ske udbetaling under arbejdsgarantien, eller om arbejdsgarantien skal nedskrives eller helt ophøre, er det muligt at få en såkaldt ”sagkyndig beslutning”.
Find skabeloner til anmodning om sagkyndig beslutning (udbetaling), til anmodning om sagkyndig beslutning (nedskrivning/ophør) samt til svar i sag om sagkyndig beslutning (udbetaling/nedskrivning/ophør) her.
Arbejdsgaranti og konkurs
Går entreprenøren konkurs, rejser spørgsmålet sig bl.a., hvordan en stillet arbejdsgaranti skal håndteres. Læs mere om denne problemstilling her.
Kundens betalingsgaranti
Det følger af AB-reglerne, at kunden automatisk skal stille en sikkerhed (betalingsgaranti), der skal svare til 3 måneders gennemsnitsbetaling – dog mindst 10 % – af entreprisesummen uden moms.
Find skabelon til betalingsgaranti her
Gælder ikke offentlige bygherrer og almene boligorganisationer
Pligten til at stille en betalingsgaranti efter AB-reglerne gælder ikke offentlige bygherrer og almene boligorganisationer.
Ifølge den såkaldte AB 18-betænkning forstås ved offentlig bygherrer staten, regioner og kommuner. Det betyder omvendt, at bl.a. offentligt ejede aktie- og anpartsselskaber (f.eks. et kommunalt ejet forsyningsselskab) ikke er omfattet af begrebet offentlig bygherre. Sådanne selskaber skal derfor efter AB-reglerne stille sikkerhed, medmindre andet er aftalt.
Fravigelse af pligten til at stille betalingsgaranti
Det ses ofte, at pligten efter AB-reglerne til at stille en betalingsgaranti fraviges f.eks. ved, at det i udbudsmaterialet skrives, at bygherren stiller ikke sikkerhed. Dette kan selvsagt udgøre en risiko for entreprenøren – ikke mindst i en situation, hvor man som entreprenør er usikker på den økonomiske situation hos ens kunde.
Det skal huskes, at går ens kunde konkurs, og har kunden ikke stillet en betalingsgaranti, er der ofte kun en meget lille sandsynlighed for, at entreprenøren får (alle) sine penge betalt, da der sjældent er store summer i et konkursbo at dele ud af til de simple kreditorer.
Læs mere om fravigelser til AB systemet her.
Uenighed om udbetaling eller ophør
Er der uenighed, om der kan ske udbetaling under betalingsgarantien, eller om betalingsgarantien skal ophøre, er det muligt at få en såkaldt sagkyndig beslutning.
Find skabelon til anmodning om sagkyndig beslutning (udbetaling), til anmodning om sagkyndig beslutning (nedskrivning/ophør) samt til svar i sag om sagkyndig beslutning (udbetaling/nedskrivning/ophør) her.
Betalingsgaranti og konkurs
Går ens kunde konkurs, rejser spørgsmålet sig bl.a., hvordan en stillet betalingsgaranti skal behandles. Læs mere om denne problemstilling her.
Ekstra sikkerhedsstillelse ved forudbetaling af materialer
Hvor AB-reglerne er en del af parternes aftale, kan entreprenøren kræve forudbetaling for materialer, som er købt af entreprenøren, men endnu ikke leveret på byggepladsen.
I den forbindelse kan kunden dog samtidig kræve, at entreprenøren stiller sikkerhed svarende til den krævede forudbetaling inklusiv moms (fuld sikkerhed). Se f.eks. AB 18 § 36, stk. 2.