DI Byggeri

Retssager

Retssager om entrepriseforhold er såkaldt civile retssager.

Alle sager starter ved byretten uanset sagens økonomiske størrelse. I meget principielle sager, kan sagen dog henvises til behandling i landsretten som 1. instans. Ellers fungerer landsretterne kun som ankeinstans.

Ankesager

Anke er dog ikke mulig i de helt små sager, hvor sagens genstand ikke har en værdi over 50.000 kr., eller hvis parterne har aftalt, at de ikke vil anke sagen. Sager kan ankes til Højesteret, hvis de er anlagt ved landsretten som første instans, og ellers kun med Procesbevillingsnævnets tilladelse (hvilket kræver, at sagen er af principiel karakter).

Byretten

Ved byretten er der mulighed for foruden den juridiske dommer at få to sagkyndige dommere, ligesom retten kan beklædes af tre juridiske dommere (hvis sagen er af principiel karakter, eller hvis udfaldet har betydning for andre end parterne selv, eller sagen frembyder særligt omfattende eller vanskelige spørgsmål).

Sagen begynder - svarksrift

Sagen startes ved, at sagsøger indleverer stævning til retten på www.minretssag.dk. Herefter gives der sagsøgte en frist til at udfærdige og indsende svarskrift. Der skal i disse processkrifter angives forslag til sagens videre behandling, herunder om der skal gennemføres syn og skøn, om rettens sammensætning m.v. Herefter afholdes forberedende retsmøde – typisk som telefonmøde, hvor spørgsmål om bevisførelsens omfang drøftes, evt. supplerende skriftveksling, tidspunktet for sagens hovedforhandling, m.v.

Når skriftvekslingen er afsluttet, indleverer parterne påstandsdokumenter, der foruden påstanden angiver de anbringender, parterne vil påberåbe sig. Anbringender er de juridiske begreber eller værktøjer, som gerne logisk skulle understøtte den nedlagte påstand. Den, der kommer med et anbringende, har også bevisbyrden for dette anbringende.

Et eksempel, som indeholder påstand, anbringender og bevisbyrdekrav, kunne være følgende: ”Sagsøgtes påstand: Frifindelse. Til støtte for påstanden gøres det gældende (dvs. fremsættes følgende anbringende): Sagsøgers krav er forældet.” Bevisbyrden for, at kravet er forældet, er derfor sagsøgtes.

Hovedforhandlingerne

Sagens hovedforhandling er offentlig, hvilket betyder, at interesserede frit kan tage plads i retslokalet og overvære retshandlingen. Sagsøger forelægger ved hovedforhandlingen sagen for retten, hvorefter der foretages parts- og vidneafhøringer. Hovedforhandlingen afsluttes med parternes (deres advokaters) procedurer.

Herefter optages sagen til dom. Ofte fremsætter retten en tilkendegivelse – mundtligt eller skriftligt – om, hvorledes sagen formentligt vil blive afgjort, idet det næsten undtagelsesfrit bemærkes, at indholdet af tilkendegivelsen også vil blive indholdet af en evt. dom.

Parterne vil ofte indgå forlig i overensstemmelse med tilkendegivelsen. Men det er på den anden side ikke usædvanligt, at en part beder om afsigelse af dom. Baggrunden kan være ønsket om at anke sagen, eller at en dom skal bruges i forhold til andre – eventuelt et forsikringsselskab eller en forretningsforbindelse.

Sagsbehandlingstid

Sagsbehandlingstiden er meget forskellig. Varigheden kan strække sig fra ¾ år til 3-4 år, afhængigt hvor mange komplikationer, man kommer ud for, fx inddragelse af yderligere parter, gennemførelse af syn og skøn eller anke til landsretten.

Man kan møde som selvmøder – dvs. uden at lade sig repræsentere ved advokat. Men ved ikke helt små sager er det ikke almindeligt, at en part undlader at lade sig repræsentere ved advokat. Læs mere om det her.

Omkostninger og efterspil

Omkostningerne ved civile sager er noget mindre end ved voldgift, idet dommerne er på det offentliges lønningsliste. Der betales dog en retsafgift i forhold til sagens økonomiske størrelse.

Når der er gået 14 dage fra en domsafsigelse, kan den eksekveres (dvs. at kravet kan overgives til behandling ved fogedretten, hvis den domfældte ikke frivilligt betaler inden for de nævnte 14 dage). Fogedretten kan bruge dommen som fundament for en fogedsag, hvor fogeden inddriver det skyldige beløb, som følger af dommen.

Anker den domfældte inden for de 14 dage, suspenderes eksekutionsfristen og ankeinstansens afgørelse må afventes.

Læs mere om civile retssager på domstolenes hjemmeside

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte Byggejuridisk Rådgivning.

Relateret indhold