DI Byggeri

Småsagsprocessen

Sager om økonomisk værdi på højest 100.000 kr. eksklusive renter og omkostninger, og de fleste sager uden økonomisk værdi, kan føres som småsager.

Sagerne er egentlige retssager, der føres ved de civile domstole, men det sker efter mere enkle regler og krav end sædvanlige retssager ved civile domstole.

Parterne kan aftale, at en sag skal føres efter reglerne om småsager.

Kan føres uden brug af advokater

Retten hjælper parterne med sagens forberedelse og vejleder om juridiske problemstillinger undervejs. Systemet er baseret på, at parterne ikke har behov for advokat til at føre sagerne. Dermed holdes omkostningerne på denne type sager nede.

Hvis sagen er kompliceret, kan retten dog bestemme, at sagen skal føres efter de almindelige regler, og at parterne skal benytte advokat.

Sagen behandles af en juridisk dommer ved retten, som både vejleder og dømmer i sagen.

Hvordan begynder en småsag?

Småsager anlægges af sagsøger på samme måde som almindelige civile sager via www.minretssag.dk, og sagsøgte skal indgive svarskrift med protest typisk 14 dage efter modtagelse af stævningen, hvis sagsøgte ikke er enig i sagsøgers påstand. 

Når svarskrifter foreligger, træffer retten beslutning om, hvad der så skal ske i sagen.

Hvis retten vurderer, det er hensigtsmæssigt, kan parterne indkaldes til et møde om sagen, evt. kan sagen søges forligt. Det kan også være relevant at afholde et syn og skøn eller få indhentet sagkyndige erklæringer. I givet fald er retten behjælpelig hermed.

Udebliver en part fra et retsmøde eller med et processkrift til retten, kan denne dømmes som udeblevet. Det vil som udgangspunkt medføre, at den anden får medhold i sagen.

Småsagers afslutning

Sagen afsluttes med et retsmøde, der kaldes en hovedforhandling, hvor parterne og eventuelle vidner kan afgive deres forklaring i sagen. Opnås der ikke enighed på dette møde, vil retten afsige en skriftlig dom, typisk indenfor 14 dage.

Hovedforhandlingen er offentlig, så eventuelle interesserede kan frit tage plads i retssalen og overvære sagen.

Dommen kan efter 14 dage eksekveres, dvs. at kravet kan overgå til behandling i fogedretten, hvis den domfældte ikke betaler inden for de 14 dage. Hvis sagen ankes, inden de 14 dage er gået, kan sagen ikke behandles i fogedretten, før landsretten har truffet afgørelse i sagen.

Det er muligt at søge retshjælp til sagens behandling, hvis sagsøger har en retshjælpsforsikring, men ofte stiller forsikringen krav om, at sagen i så fald skal føres af en advokat.

Kan småsager ankes?

Sagerne afsluttes med en dom, som kan ankes til landsretten, ankefristen er fire uger fra dommens afsigelse.

En ankestævning kan indleveres ved byretten, som sender sagen videre til landsretten, hvor anken behandles skriftligt. Byretten vil vejlede om fremgangsmåden. Der findes en blanket til ankestævningen.

Sager, der ikke overstiger 50.000 kr., kan dog ikke ankes uden særlig tilladelse.  

Sager, hvor der er afsagt dom over domfældte, fordi denne er udeblevet, kan ikke ankes, men muligvis genoptages.

Sagsbehandlingstid og efterspil

Sagsbehandlingstiden afhænger af, hvad der skal ske i sagen, men som udgangspunkt er disse sager væsentligt hurtigere at gennemføre end sædvanlige retssager.

Retsafgiften er på 750 kr. som betales samtidig med indlevering af stævningsblanketten. Den part, der taber sagen, kan blive pålagt at betale omkostninger til modparten, disse fastsættes af retten under hensyn til kravets størrelse og sagens omkostninger. Omkostningerne i disse sager er dog væsentligt lavere end i sager vedrørende større værdi, og hvor der medvirker advokater.

Du kan læse mere om småsagsprocessen på Domstolenes hjemmeside.

Har du spørgsmål, er du som service- og branchemedlem i DI Byggeri velkommen til at kontakte Byggejuridisk Rådgivning.

Relateret indhold