Foto: Getty Images

09.11.20 DI Dansk Byggeri Nyheder

Få et godt psykisk arbejdsmiljø

DI Dansk Byggeri har i samarbejde med Arbejdsmiljørådet udarbejdet en pjece med ti konkrete anbefalinger til, hvordan I kan forebygge og håndtere seksuel chikane på jeres arbejdsplads. Ligeledes er reglerne om psykisk arbejdsmiljø blevet samlet i én ny bekendtgørelse.

Et godt psykisk arbejdsmiljø har en væsentlig betydning for medarbejdernes sundhed, trivsel og engagement såvel som for virksomhedens produktivitet og fortsatte udvikling.

Virksomheden har ansvar for at sikre en chikanefri arbejdsplads. Derfor er det først og fremmest et godt forebyggende tiltag, at I udarbejder en klar personalepolitik, så jeres medarbejdere ikke er i tvivl om, hvordan virksomheden vil håndtere sager om sexchikane og seksuelle krænkelser.

Pjecen ”Et godt psykisk arbejdsmiljø – Forebyg seksuel chikane” er et godt værktøj til at give inspiration til, hvordan I kan forebygge og håndtere seksuel chikane udøvet af ansatte eller ledere på arbejdspladsen eller af andre, som I kommer i kontakt med gennem jeres arbejde.

Ti anbefalinger til forebyggelse og håndtering af seksuel chikane

De første seks anbefalinger er relevante for forebyggelse og håndtering af seksuel chikane, uanset om den udøves af ansatte eller ledere på arbejdspladsen eller af borgere/kunder. De sidste fire anbefalinger er særligt relevante for jer, der arbejder med at forebygge og håndtere seksuel chikane fra borgere/kunder.

De ti anbefalinger:

  • signalér at seksuel chikane er uacceptabelt
  • hav klare retningslinjer
  • brug dialogen som værktøj
  • sig fra
  • klarlæg roller og ansvar
  • bevar fokus på forebyggelse af seksuel chikane
  • giv instruktion
  • brug organiseringen af jeres arbejde som værktøj
  • sæt fokus på faglighed og sparring
  • lær af episoder

Anbefalingerne bygger på parternes erfaringer og den seneste arbejdsmiljøviden om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane i arbejdslivet. Udover de ti anbefalinger er der også produceret forskellige plakater med gode råd til jeres arbejdsplads.

Ny bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø

Den 1. november trådte den nye bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø i kraft. Formålet med en bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø er at gøre det lettere for arbejdsgivere og ansatte at orientere sig om reglerne, således at arbejdet med at forebygge problemer i det psykiske arbejdsmiljø kan blive mere målrettet og systematisk.

Med bekendtgørelsen følger ikke nye krav – de er blot blevet mere klare. I DI Dansk Byggeri håber vi derfor, at medlemmerne oplever, at det fremover vil blive nemmere at skabe sig et overblik over de pligter, der er knyttet til arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø. Bekendtgørelsen skal også bidrage til at synliggøre, påvirkninger i det psykiske arbejdsmiljø, Arbejdstilsynet typisk træffer afgørelser om, herunder f.eks. stor arbejdsmængde og tidspres, høje følelsesmæssige krav, krænkende handlinger eller arbejdsrelateret vold.

Læs den nye bekendtgørelse her.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakt DI Dansk Byggeris Arbejdsmiljøafdeling på tlf. 3377 3377

Mette Møller Nielsen

Chef for arbejdsmiljø Dansk Byggeri

  • Direkte +45 7216 0297
  • Mobil +45 2245 4772
  • E-mail mmn@di.dk