Foto: Getty Images

16.12.20 DI Dansk Byggeri Nyheder

Ny strategi for bæredygtigt byggeri

Regeringen fremlagde den 9. december 2020 sit udspil til ny strategi for bæredygtigt byggeri. Strategien består af 21 forslag, der både omfatter klima, energi og ressourceforbrug. Bl.a. lægger den op til at indføre CO2-krav til nybyggeri i 2027. DI Dansk Byggeri hilser udspillet velkommen, men mener, at det går for langsomt.

Regeringens nye strategi for bæredygtigt byggeri skal være fundamentet for, at der fra 1. januar 2027 kommer nye krav til, hvor meget nybyggeri må belaste klimaet pr. etagemeter. Men det er både uambitiøst og alt for sent først at indføre kravene tre år før, at byggeriets bidrag til de samlede klimamål skal være nået.

Hilser strategien velkommen

Underdirektør i DI Dansk Byggeri Torben Liborius hilser de grønne ambitioner i strategien velkommen, men understreger ligeledes, at der skal handles hurtigere og mere konkret, hvis klimamålene skal realiseres:

- Regeringens udspil viser tydeligt, at byggeriet spiller en nøglerolle i den grønne omstilling. Jeg er glad for, at regeringen har ladet sig inspirere af klimapartnerskabet for byggeri og anlæg, men det er min vurdering, at der er behov for at handle hurtigere og mere konkret – ikke kun med hensyn til nybyggeriet, men også for ambitionerne om eksempelvis fossilfrie byggepladser, siger han.

Strategien gør det netop tydeligt, at der kommer krav til bygningers CO2-aftryk. Og allerede fra 2023 bliver det et krav, at bygherren skal angive CO2-udledningen i forbindelse med et nybyggeri.

Derudover er det positivt, at strategien ikke kun ser bæredygtigt byggeri som at mindske klimabelastningen fra byggeriet set over hele dets levetid. Men at det i lige så høj grad drejer sig om ressourceforbruget.

37 pct. af byggeaffaldet bliver i dag genbrugt og yderligere 40 pct. genanvendes på anden vis, som eksempelvis fyld under veje. Men hvis en egentlig genanvendelse af byggematerialer skal forøges, er det nødvendigt med nye teknikker og regulering på området.

- Hvem står på mål for, at genanvendte materialer har den samme styrke, den samme bæreevne og holdbarhed som nye materialer? Der er nogle ansvarsforhold, der skal afklares. Vi skal vide, om man kan få den samme forsikring som med nye materialer, slutter Torben Liborius.

Læs regeringens samlede udspil til strategien her.

Torben Liborius

Torben Liborius

Underdirektør

  • Direkte +45 7216 0106
  • Mobil +45 2332 3495
  • E-mail tli@di.dk