28.05.20 DI Dansk Byggeri Nyheder

Sådan kommer du med på håndværkerlisten i "Byg om så det kan mærkes-kampagnen"

Energistyrelsen har netop søsat kampagnen, ”Byg om så det kan mærkes”, der skal give boligejere nem adgang til konkrete råd om energirenovering og mulige energibesparelser i deres bolig. Læs hvordan du kommer gratis med på håndværkerlisten, og hvordan du får en god placering på listen.

Mange boligejere tøver med at gennemføre energirenoveringsprojekter - selv projekter der hurtigt betaler sig hjem. Det prøver Energistyrelsen at ændre på med et nyt kampagnesite.

Boligejere får overblik over anbefalede renoveringstiltag
På sparenergi.dk/Byg-om kan boligejere taste deres adresse ind. Hvis der er udarbejdet en energimærkerapport for den pågældende bolig, får de præsenteret hovedresultaterne:

  • Selve energimærket for huset, på en skala fra A til G samt en detaljerede energimærkerapport
  • En oversigt over de anbefalede renoveringstiltag i form af investering og årlig besparelse.

Håndværkerliste
Boligejerne får også en håndværkerliste, hvor de kan finde frem til relevante håndværksvirksomheder, der kan gennemføre de anbefalede energirenoveringsprojekter.

Kom med på håndværkerlisten og få en god placering
Alle håndværksvirksomheder, der er omfattet af en garantiordning, kan komme gratis med på håndværkerlisten:

  • Angiv firmaets specialer og relevante autorisationer
  • Bekræft at I gennemfører renoveringerne efter anvisningerne fra Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, de såkaldte energiløsninger
  • Få bedre placering på håndværkerlisten, hvis én eller flere medarbejdere har gennemført energivejlederkurset. Det er et tredages kursus på Teknologisk, hvor man får et godt overblik over energieffektiviseringsmuligheder i boliger – enten med fokus på klimaskærm eller tekniske installationer.

Vil du vide mere?
Læs om energiløsningerne hos Videncenter for Energibesparelser i Bygninger

Sådan kommer din virksomhed på håndværkerlisten

Sådan bliver du uddannet energivejleder

Sådan bliver din virksomhed medlem af energivejlederordningen, med adgang til opgraderingskurser for uddannede energivejledere

Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte energipolitisk seniorkonsulent Henrik Teglgaard Lund, Dansk Byggeri på telefon 72 16 02 24, mail HELU@danskbyggeri.dk