19.06.20 DI Dansk Byggeri Nyheder

Nye regler om skurvogne: Nu skal der lås på baderum

Ny bekendtgørelse indeholder en række ændringer til, hvordan skurvogne skal indrettes fremadrettet. De nye krav gælder for alle nye skurvogne fra den 1. juli 2021. Læs mere om de nye regler her.

Lås til baderum er en af de centrale ændringer, som netop er trådt i kraft i forbindelse med en ny bekendtgørelse over indretningen af skurvogne. Bekendtgørelsen kommer i kølvandet på et politisk ønske om, at flere køn skal kunne dele skurvogne.

Regler for indretningen
I den nye bekendtgørelse er der lavet en række ændringer i forhold til arealkrav i indretningen af skurvognene. Det betyder, at reglerne til indretningen nu blandt andet indebærer følgende krav:

  • Brusebadet skal have et forrum med siddeplads, mulighed for aflægning og/eller ophængning af tøj samt en dør, der kan låses
  • Alle toiletrum skal kunne låses, og der skal være mulighed for at komme af med sanitært affald via en hygiejnepose
  • Der skal være køleskab i spiserummet
  • Arbejdstøj skal kunne tørres i et tørreskab.

De nye indretningsregler gælder kun for nye skurvogne, der produceres den 1. juli 2021 og fremefter. Alle skurvogne der er produceret før, skal ikke leve op til de nye krav.

Find de nye regler her
Læse den nye bekendtgørelse med alle ændringerne i fuld form her

Spørgsmål
Har du spørgsmål til de nye regler for indretning af skurvogne eller lignende, er du velkommen til at kontakte Anders Svenden, chefkonsulent fra Dansk Byggeris arbejdsmiljøafdeling på mail asv@danskbyggeri.dk eller telefon 61 14 50 10.