02.07.20 DI Dansk Byggeri Nyheder

Trepartsaftale om løntilskud til lærlinge

Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev den 28. maj 2020 enige om en trepartsaftale, der skal gøre det økonomisk overskueligt for virksomheder at oprette nye lærepladser på trods af coronakrisen. Læs her, hvad det betyder for virksomhederne

Midlertidigt løntilskud til lærlinge og elever fra 1. maj til 31. december 2020

Størrelsen på løntilskuddet afhænger af uddannelsesaftalen. Virksomhederne får:

  • 90 % af elevlønnen for nye ordinære uddannelsesaftaler eller restlæreaftaler, der starter fra 1. maj 2020
  • 75 % af elevlønnen for de elever, som allerede er ansat (gælder alle elever uanset aftaletype)
  • 45 % af elevlønnen for nye elever med korte uddannelsesaftaler, der starter 1. maj 2020 eller derefter. Det er et krav, at virksomheden ikke tidligere har haft en kort uddannelsesaftale med samme elev. 

Arbejdsgivere, der har elever i korte uddannelsesaftaler, kan vælge at indgå en restlæreaftale med eleven og dermed opnå 90 % i lønkompensation.

Højere lønrefusion på skoleophold (gælder kun ordinære aftaler og restlæreaftaler)
Der er ikke lønkompensation for de perioder, hvor eleven er på skoleophold. Ved skoleophold er der fortsat automatisk lønrefusion fra AUB. Denne lønrefusion vil i andet halvår af 2020 være 20 % højere end de gældende satser for skoleophold for lærlinge i ordinære aftaler eller restlæreaftaler.

Voksenlærlinge
Det er muligt både at få løntilskud til voksenlærlinge gennem voksenlærlingeordningen og samtidig få lønkompensation fra AUB.

Automatisk udbetaling
Det midlertidige løntilskud bliver udbetalt automatisk til virksomhedens NemKonto, så der skal ikke søges om det. Børne- og Undervisningsministeriet og AUB arbejder på at få ordningen i gang hurtigst muligt.

Løntilskuddet udbetales forventelig første gang i september 2020. Her udbetales løntilskuddet med tilbagevirkende kraft fra 1. maj 2020. Der planlægges en slutregulering i løbet af første halvår 2021.

Når AUB beregner løntilskuddet, sker det på baggrund af, hvilke elever virksomheden har og den løn, der er indberettet for eleven til Skattestyrelsens eIndkomst-register. Man kan dog ikke få løntilskud for elever, hvis virksomheden har fået lønkompensation fra Erhvervsstyrelsen.

Lønbegrebet i ordningen bliver A-indkomst + pension svarende til lønbegrebet fra corona-lønkompensationsordningen. A-indkomst indeholder udbetalinger i form af fritvalg, SH, og ferie.

Skal virksomheden søge, eller udbetales tilskuddet automatisk?

Tilskuddet udbetales automatisk af AUB.

Hvornår kommer første udbetaling – og sker der en efterregulering?

Første acontoudbetaling forventes primo september. Derefter forventes udbetalinger i oktober, november, december og januar. Derudover foretages en slutregulering i løbet af første halvår 2021 (formentlig april).

Hvordan forholder aftalen sig til voksenlærlinge?

Første acontoudbetaling forventes primo september. Derefter forventes udbetalinger i oktober, november, december og januar. Derudover foretages en slutregulering i løbet af første halvår 2021 (formentlig april).

Hvordan forholder aftalen sig til voksenlærlinge?

Både unge og voksne er omfattet af aftalen. Regeringen har meddelt, at man skal kunne modtage tilskud til voksenlærlinge og samtidig modtage løntilskud fra AUB. Dermed vil der ikke ske en modregning, og virksomheden vil have mulighed for en kompensation over 100 % af lønudgiften. Formelt set mangler der etablering af en hjemmel hertil, men det betragter Undervisningsministeriet som en formalitet.

Kan en eksisterende kort aftale erstattes af en restlæreaftale – med 90 % refusion?

En restaftale, der bliver indgået efter en udløbet eller opsagt kort uddannelsesaftale, vil tælle som en ny aftale og dermed udløse ret til 90 % løntilskud i stedet for 75 %. Det gælder både i de tilfælde, hvor en kort aftale udløber som planlagt, og hvis en kort aftale ophæves før tid for at blive erstattet af en restaftale.

Hvornår er en elevaftale indgået i aftalens forstand?

Aftalen regnes som indgået, når eleven starter i virksomheden og får løn.

Hvordan beregnes løntilskuddet – hvad er udgangspunktet?

Der tages udgangspunkt i elevens løn fra eIndkomst.

Lønbegrebet i ordningen bliver A-indkomst + pension svarende til lønbegrebet fra lønkompensationsordningen (LKO). A-indkomst indeholder udbetalinger i form af fritvalg, SH, og ferie.

Er løntilskuddet statsstøtte?

Børne- og Undervisningsministeriet har efter dialog med Erhvervsministeriets statsstøttesekretariat meddelt, at tiltagene i trepartsaftalen ikke indebærer statsstøtte. Tilskud i henhold til trepartsaftalen vil således heller ikke blive ydet som de minimis-støtte.

Gives der bonus for EGU-elever?

EGU-elever er ikke omfattet af aftalen, men er omfattet af en særskilt politisk aftale indgået ultimo juli.

Læs mere her

Kan man modtage løntilskud fra AUB samtidig med, at man modtager lønkompensation fra lønkompensationsordningen i Erhvervsstyrelsen?

Nej, det kan man ikke. AUB vil automatisk modregne en eventuel lønkompensation fra Erhvervsstyrelsen.

Virksomheden behøver således ikke at foretage sig noget.

Hvornår vil den forhøjede lønrefusion ved skoleophold være i funktion?

Ordningen omkring øget lønrefusion under elevernes skoleophold forventes implementeret i oktober. Ordningen vil i lighed med løntilskudsordningen køre automatisk og med tilbagevirkende kraft.