25.08.20 DI Dansk Byggeri Nyheder

Sverige skærper krav ved udstationering

Fra 30. juli 2020 gælder skrappere krav, hvis du skal udstationere medarbejdere til Sverige. Læs her, hvad dette betyder for dig.

Der er en række væsentlige ændringer, der dels omfatter de virksomheder, der udstationerer medarbejdere til Sverige, og dels virksomheder der er modtagere af tjenesteydelser, der involverer udstationering. Opfylder man ikke disse krav, risikerer man en sanktionsafgift.

Virksomhedens pligter

  • En virksomhed, der udstationerer medarbejdere til Sverige, skal foretage anmeldelse til udstationeringsregisteret hos det svenske ”Arbetsmiljöverket” samt udpege en kontaktperson allerede fra første dag. Det vil sige, at den tidligere fem-dages ”bagatelgrænse” er fjernet.
  • Virksomheden skal ligeledes dokumentere over for kunden (tjenestemodtageren), at anmeldelsen er sket.
  • Virksomheden skal oplyse til en medarbejder, hvis personen bliver udstationeret med det formål at afløse en anden arbejdstager på det samme sted og med de samme opgaver og om den samlede udstationerings længde. Dette for at gøre den udstationerede medarbejder i stand til bedre at kunne benytte sig af de forbedrede vilkår, som man får ret til ved en langvarig udstationering.

Læs mere om virksomhedens pligter ved udstationering her

Kundens pligter

  • Som  modtager af en tjenesteydelse skal man meddele det til ”Arbetsmiljöverket”, hvis man fra leverandøren af tjenesten ikke har fået dokumentation på en foretaget anmeldelse til udstationeringsregisteret. Det skal ske senest på tredje arbejdsdag. Kravet gælder ikke i de tilfælde, hvor modtageren af tjenesteydelsen er privatperson (forbruger).
  • Det betyder, at hvis du som dansk byggevirksomhed tager en underentreprenør, der selv udstationerer medarbejdere til Sverige, skal du kræve den fornødne dokumentation. Og meddele det til ”Arbetsmiljöverket” senest på tredje dagen, hvis du ikke har modtager en sådan.

Læs mere om kundens pligter her


Også vilkår for de udstationerede medarbejdere – og dermed virksomheders pligter – ændrer sig.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Anita Kurowska Larsen på tlf. 72 16 02 94 eller anl@danskbyggeri.dk (fra 1. september anl@di.dk)

 

Relateret