Foto: Colourbox

15.09.20 DI Dansk Byggeri Nyheder

Indpakning af søjler på stilladsdæk ved totalinddækket tagarbejde

Arbejdstilsynet har varslet, at søjler på stilladsdæk, der er opsat i forbindelse med totalinddækning ved tagarbejde, i fremtiden skal være indpakket eller på anden måde sikret mod, at personer kommer alvorligt til skade, hvis de falder ned fra taget og rammer ind i dem.

Selvom der ikke har været en officiel udmelding fra Arbejdstilsynet endnu, så har mange virksomheder allerede hørt om, at Arbejdstilsynet vil skærpe sin tilsynspraksis med stilladser, der er opsat som sikring mod nedstyrtningsfaren ved tagarbejde.

Helt konkret kommer skærpelsen til at handle om, at der i fremtiden ikke må være opragende søjler, rammer eller lignende på stilladsdæk, der anvendes som sikring ved tagarbejde, som ikke er indpakket eller på anden måde sikret mod, at personer kommer alvorligt til skade, hvis de falder ned fra taget og rammer ind i dem. Der er tale om de søjler, der naturligt vil være på dækket, fx ved overdækning på stilladset. Hvis Arbejdstilsynet ser korte opragende horn eller lignende, vil de give et påbud på dette.

Ifølge Arbejdstilsynet så er der ikke tale om nye regler, men en skærpelse af den nuværende tilsynspraksis, så den kommer til at leve op til de gældende regler på området. Arbejdstilsynet henviser blandt andet til AT-vejledningen om Fald fra højden ved arbejde på tage, hvor reglerne er beskrevet i forhold til at anvende stillads som sikring mod nedstyrtningsfaren ved tagarbejde.

DI Dansk Byggeri vil fortsætte dialogen med Arbejdstilsynet om den skærpede tilsynspraksis, herunder dokumentation for problemets indhold, omfang og ansvarsfordeling. Det er derudover uklart, hvad der skal ske med byggematerialer og værktøj. Må det stå på stilladsdækket, eller skal det fjernes/pakkes ind? Nogle af de spørgsmål skal nu drøftes med Arbejdstilsynet.

Relateret