Foto: Anders Bach

01.02.21 DI Dansk Byggeri Nyheder

Få overblik over de farlige stoffer når du renoverer

Hjemmesiden Renover-sikkert.dk giver via det visuelle renoveringshus overblik over farlige stoffer og de byggematerialer, som de forekommer i. På hjemmesiden kan der blandt andet findes oplysninger om tungmetaller og information om udførelsen af forsvarlige renoveringer.

DI Dansk Byggeri har i regi af Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø i Bygge og Anlæg deltaget i udarbejdelsen af hjemmesiden, som blandt andet giver dig mulighed for at få indblik i, hvor bly og andre tungmetaller kan forekomme, og hvordan du håndterer dem. 

Bly og andre tungmetaller er gradvist blevet forbudt at anvende i forskellige bygningsmaterialer, og derfor kan tidspunktet for en bygnings opførelse eller renovering være en indikator for, om et byggemateriale indeholder stofferne. På hjemmesiden kan du finde et skema over, hvornår forskellige stoffer blev udfaset.

En grundig forundersøgelse er vejen frem

Det er vigtigt at vide, inden en byggeproces igangsættes, om der er bly eller andre tungmetaller i de pågældende materialer. Dette kan gøres via en grundig forundersøgelse. På den måde kan der tages de nødvendige forholdsregler, samtidig med at man formindsker uforudsete udgifter, ved at arbejdet pludselig må stå stille, mens der foretages undersøgelser og udføres sanering.

Forundersøgelser skal udføres i de tidlige faser af et byggeprojekt, så der kan tages højde for forekomsterne allerede i projekterings- og udbudsfasen. Der skal udføres forundersøgelser i alle tilfælde, hvor der er en begrundet mistanke om, at der kan være bly og andre tungmetaller. Få yderligere oplysninger om forundersøgelser her.

Hvordan spotter du tungmetaller?

Bly og andre tungmetaller kan blandet andet findes i maling, inddækninger, gulvbelægninger og glaserede tegl, mursten, fliser og klinker. Ofte forekommer de farlige stoffer som forbindelser, og  det kan derfor ikke altid ses med det blotte øje, hvorvidt produkter indeholder skadelige tungmetaller. Derfor er det ofte nødvendigt at tage prøver for at få vished, om en malet overflade for eksempel indeholder bly.
I tilfælde af at renoveringen byder på farlige stoffer, er det vigtigt, at de afskaffes forsvarligt. Affald forurenet med bly og andre tungmetaller opbevares og bortskaffes i egnede, lukkede beholdere, spændelågsfade eller container. 

Læs mere om farlige stoffer og en forsvarlig renovering her.

Mette Møller Nielsen

Mette Møller Nielsen

Chef for arbejdsmiljø Dansk Byggeri

  • Direkte +45 7216 0297
  • Mobil +45 2245 4772
  • E-mail mmn@di.dk

Relateret