Foto: Getty Images

09.03.21 DI Byggeri Nyheder

Sådan skaber du den gode kommunikation med din bygherre

Hvordan skaber du den gode kommunikation med bygherre – både før og efter kontraktindgåelse? Her får du en række tips.

Kommunikation med bygherre og/eller dennes rådgiver fylder ofte meget i en byggesag. Kommunikation er dog ikke et mål i sig selv – det er god kommunikation til gengæld!

God kommunikation gør, at byggeprocessen normalt bliver mere gnidningsfri. En sådan kommunikation betyder ofte, at der skabes et bedre forhandlingsklima, at udfordringer bliver løst i tide, at begge parter bliver mere investeret i projektet, og at bundlinjen i sidste ende bliver bedre.

Det er vigtigt at have fokus på kommunikationen gennem hele processen, herunder i forbindelse med projektgennemgang, byggemøder, opdatering af arbejdsplaner, generelt ved uklarheder i bygherrens udbudsmateriale.

Nedenfor gives nogle kommunikationstips i tilfælde af, at du mener, at bygherres udbudsmateriale ikke er klart. Ved at anvende disse tips, tager du initiativet til at skabe en frugtbar kommunikation.

Tips – inden kontraktindgåelse

Den gode kommunikation starter allerede inden, der indgås kontrakt – altså i tilbudsfasen.

Entreprenøren byder her ofte på baggrund af et udbudsmateriale udarbejdet af bygherren eller dennes rådgiver. Dette udbudsmateriale skal være udformet således, at der er klarhed over ydelser og vilkår, jf. f.eks. AB 92 § 2, stk. 2/AB 18 § 4, stk. 2

Uanset hvor dygtig bygherren eller dennes rådgiver er, hører det imidlertid til sjældenhederne, at udbudsmaterialet er fuldstændig klart.

Derfor er det vigtigt, at du benytter en eventuel spørgsmål/svar-fase til at få afklaret mulige uklarheder, uhensigtsmæssigheder og/eller utilstrækkeligheder i udbudsmaterialet.

Når entreprenører i den forbindelse stiller spørgsmål, har det stor betydning, at entreprenøren stiller spørgsmål på en måde, som sætter bygherren i stand til at forstå baggrunden for spørgsmålet samt betydningen af den uklarhed, uhensigtsmæssighed eller utilstrækkelighed, som entreprenøren ser.

  1. Skriv hvorfor du stiller spørgsmålet – eks. økonomisk, teknisk eller arkitektonisk betydning

  2. Kom eventuelt med forslag til ændring – eks. ved selv at formulere et nyt krav i udbudsmaterialet

  3. Stil spørgsmålet, så det ikke indbyder til et ja/nej-svar

Tips – efter kontraktindgåelse

Opdager du efter kontraktindgåelse en uklarhed, en uhensigtsmæssighed eller en utilstrækkelighed i bygherrens udbudsmateriale, skal du snarest muligt give bygherre meddelelse herom, så bygherren har mulighed for at give en anvisning eller forlange en ændring.

Anvisninger kan entreprenøren ikke kræve en ekstrabetaling for, mens det modsatte er tilfældet for ændringer (ekstraarbejder), dvs. tilfælde hvor entreprenøren skal yde noget i tillæg til eller i stedet for det oprindelig aftalte eller hvor den aftalte ydelseskarakter, kvalitet, art eller udførelse skal ændres.

Tvister opstår ofte, når der er uenighed om, hvorvidt et givet stykke arbejde er et kontraktarbejde eller et ekstraarbejde – eller sagt med andre ord; når der er uenighed om, hvorvidt der er tale om en anvisning eller en ændring.

For at opnå den bedst mulige kommunikation med bygherren om denne uenighed, bør du sagligt beskrive:,  

  1. Hvad der fremgår eller ikke fremgår af aftalegrundlaget/udbudsmaterialet, herunder med konkrete henvisninger

  2. Hvad der nu skal laves, og hvori forskellene består i forhold til det oprindeligt aftalte

  3. Hvilket økonomisk krav du vil gøre gældende

  4. I hvilket omfang der er grundlag for at kræve tidsfristforlængelse

En god og saglig kommunikation om ekstrabetaling kan være af stor værdi, da bygherrens tillid til entreprenøren kan være afgørende for bygherrens betalingsvillighed. Samtidig bliver det klart, hvad I i så fald er uenige om.

Den gode og saglige kommunikation sikrer desuden et bedre grundlag i tilfælde af, at uenigheden – ved fortsat uenighed – afgøres eksternt f.eks. ved en hurtig afgørelse efter AB 18 § 68.

Kontakt DI Dansk Byggeri

Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte DI Dansk Byggeris Erhvervsjuridiske Rådgivning på tlf. 72 16 00 00.

Har du spørgsmål, eller vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte DI Dansk Byggeri på telefon 72 16 00 00.

Relateret indhold