Foto: DI Dansk Byggeri

12.05.21 DI Dansk Byggeri Nyheder

Mulig sammenlægning mellem DI Dansk Byggeri og DI Byg

Bestyrelserne i branchefællesskaberne DI Dansk Byggeri og DI Byg har gennem noget tid drøftet en mulig sammenlægning af de to branchefællesskaber.

Drøftelserne er nu så langt, at der ligger et udkast til en aftale, der skal tages stilling til af medlemmerne. De to bestyrelser er enige om at anbefale medlemmerne at sammenlægge de to branchefælleskaber til et nyt branchefællesskab DI Byggeri fra den 1. september 2021 (under forudsætning af godkendelse på generalforsamlinger i henholdsvis DI Dansk Byggeri og DI Byg).

Siden den 1. september 2020 har der i Dansk Industri været to branchefællesskaber, der repræsenterer bygge- og anlægsbranchen. Ambitionen med sammenlægningen er at samle hele byggeriets værdikæde – alle lige fra den udførende SMV-virksomhed til producenter - i en stor og stærk samlet organisation, som ultimativt bliver det førende talerør for hele bygge- og anlægsbranchen.

Medlemmerne i de to branchefællesskaber skal nu træffe endelig beslutning om forslaget til sammenlægningen. Forventningen er, at beslutningen om en sammenlægning sker i august 2021, hvor både DI Dansk Byggeri og DI Byg afvikler generalforsamling. Datoen er endnu ikke besluttet, men følger snarest.

Peter Stenholm

Peter Stenholm

Vicedirektør

  • Direkte +45 7216 0102
  • Mobil +45 4117 4736
  • E-mail pss@di.dk

Relateret